Grundlovstale

Kære alle sammen

Tak fordi I er kommet. Og tak fordi jeg må være her.

Det er en fornøjelse at kunne samles om Grundlovsdag her på Give Museum.

Det er faktisk et ret passende sted at markere Grundlovsdag.

For et museum handler jo om historier.

Historier om mennesker.
Historier om lokalsamfund.
Historier om de valg, tidligere generationer traf.
Om de fejl, de begik.
Og om alt det, de lykkedes med.

Når man går rundt på et museum som dette, bliver man mindet om, at udvikling aldrig er noget nyt.

Hver generation har stået over for forandringer, som har virket store og måske også lidt skræmmende.

Der var engang, hvor jernbanen kom.
Der var engang, hvor elektriciteten kom til landsbyerne.
Der var engang, hvor nye veje forandrede landskabet.

Og jeg kan godt forestille mig, at diskussionerne dengang heller ikke altid var fredelige.

Nogen så muligheder.
Andre så problemer.
Nogen så fremtid.
Andre så tab.

Sådan har det altid været.

Men når vi ser tilbage i dag, er det slående, hvor meget tidligere generationer faktisk turde.

De traf beslutninger, som ikke nødvendigvis gav gevinst til dem selv.
Men som gjorde livet bedre for deres børn og børnebørn.

De byggede skoler.
De byggede veje.
De byggede andelsbevægelsen.
De byggede forsamlingshuse.
De byggede det Danmark, vi har arvet.

Ikke fordi de kendte fremtiden.
Men fordi de tog ansvar for den.

Det er en tanke, der er værd at tage med på en dag som i dag.

For Grundloven handler i virkeligheden om mere end paragraffer.

Den handler om tillid.
Om ansvar.
Om frihed.
Og om troen på, at vi kan styre vores samfund sammen.

Det er faktisk en ret bemærkelsesværdig tanke.

At et lille land som Danmark kan fungere, fordi vi har tillid til hinanden.

At vi accepterer, at vi ikke altid får vores vilje.

At vi accepterer, at mennesker kan mene noget andet end os selv uden nødvendigvis at være hverken dumme eller onde.

Det lyder enkelt.

Men det er måske blevet sværere.

For vi lever i en tid, hvor tempoet er højt.

Hvor holdninger ofte bliver formuleret hurtigere, end de bliver tænkt.

Hvor vi nogle gange taler mere til hinanden end med hinanden.

Jeg skal ikke gøre mig klog på, om Facebook har gjort demokratiet bedre.

Men jeg kan i hvert fald konstatere, at nogle mennesker virker markant modigere bag et tastatur, end de gør ved kaffebordet i forsamlingshuset.

Og det er måske meget godt.

For ved kaffebordet skal man trods alt kigge hinanden i øjnene bagefter.

Det er faktisk en disciplin, vi kunne have gavn af at genopdage lidt oftere.

For demokratiet bygger ikke på, at vi er enige.

Demokratiet bygger på, at vi kan være uenige uden at blive uvenner.

Det er måske noget af det mest værdifulde, Grundloven har givet os.

Retten til at diskutere.
Retten til at kritisere.
Retten til at organisere os.
Men også pligten til at lytte.

Også når vi er uenige.

Og det er vigtigt.

For når noget betyder noget for os, bliver følelserne stærke.

Det gælder i familien.
Det gælder på arbejdspladsen.
Og det gælder i politik.

Ikke mindst når det handler om vores lokalområde.

For når vi ser ud over markerne omkring Give, Thyregod, Givskud og de mange landsbyer her i området, så ser vi ikke bare jord og træer.

Vi ser hjem.
Vi ser steder, hvor mennesker har levet hele deres liv.
Vi ser steder, hvor børn er vokset op.
Vi ser steder, hvor familier har skabt deres tilværelse.

Derfor bliver diskussioner om udvikling aldrig bare tekniske.

De handler om mennesker.

Og det er præcis derfor, de skal tages alvorligt.

Noget af det, jeg har lært gennem årene, er, at de stærkeste lokalsamfund ikke nødvendigvis er dem, der aldrig møder modgang.

Det er dem, der står sammen, når modgangen kommer.

Det er dem, der kan diskutere heftigt på et borgermøde om aftenen og stadig stå side om side til byfesten lørdag.

Det er dem, der kan være rygende uenige om en sag og stadig hjælpe hinanden med at få traileren bakket på plads dagen efter.

Det er faktisk noget af det bedste ved at bo her.

Og måske også noget af det mest danske.

For noget af det stærkeste ved Vejle Kommune findes ikke på rådhuset.

Det findes i lokalsamfundene.
Det findes i foreningerne.
I forsamlingshusene.
På idrætsanlæggene.
Hos de frivillige.
Hos de mennesker, der igen og igen stiller op, når noget skal løftes.

Det er dem, der holder sammen på Danmark.

Og det er dem, der får demokratiet til at fungere mellem valgene.

I de her år står vi over for nogle af de største samfundsforandringer i generationer.

Vi skal omstille vores energiforsyning.
Vi skal gøre os mindre afhængige af olie, kul og gas.
Vi skal sikre, at vores børn og børnebørn overtager et samfund, der også fungerer om 30 og 50 år.

Det er ikke en opgave, vi har valgt.

Det er en opgave, vi har fået.

Derfor skal den løses.

Og det betyder også, at nogle af løsningerne kommer til at kunne ses.

De kommer til at fylde i landskabet.
De kommer til at ændre noget.

Det gælder også her i området.

Og lad mig sige det helt åbent.

Jeg forstår godt de mennesker, der er bekymrede.

Hvis man bor tæt på et stort VE-anlæg, så er det ikke sikkert, man vågner om morgenen og tænker:

"Det var præcis det, jeg håbede at få udsigt til."

Det ville være mærkeligt at påstå.

For de fleste af os har valgt vores hjem af en grund.

Vi holder af omgivelserne.
Vi holder af udsigten.
Vi holder af naturen.
Vi holder af det liv, vi har bygget op.

Derfor skal ingen føle, at deres bekymringer bliver affejet.

For de er reelle.

Men samtidig skal vi også være ærlige om den anden side.

For strømmen kommer ikke ud af stikkontakten af sig selv.

Den grønne omstilling sker ikke af sig selv.

Og hvis vi alle sammen mener, at anlæggene skal ligge et andet sted, så ender de ingen steder.

Derfor har vi en fælles opgave.

En bunden opgave.

Ikke fordi det er nemt.
Ikke fordi alle kan lide løsningen.
Men fordi alternativet er dårligere.

Det betyder ikke, at alle skal være enige.
Det betyder ikke, at alle skal være glade.

Men det betyder, at vi skal tage opgaven på os.

Og her kommer det afgørende.

Når vi som samfund beder nogle mennesker om at bære en større del af byrden end andre, så følger der også en forpligtelse med.

Den forpligtelse gælder blandt andet mig.
Den gælder byrådet.
Den gælder kommunen.
Den gælder alle os, der træffer beslutninger.

Hvis et lokalsamfund er med til at løse en national opgave, så skal samfundet også investere tilbage.

Ikke bare i ord.
Men i handling.

Det kan være bedre faciliteter.
Det kan være støtte til lokale projekter.
Det kan være bedre rammer for fritidslivet.
Det kan være nye muligheder for børn og unge.
Det kan være naturprojekter.
Det kan være mødesteder.
Det kan være initiativer, der gør området endnu stærkere end før.

Præcis hvordan skal vi finde ud af sammen.

Men princippet er enkelt.

Vi skal mindst opveje det, man mister.

Det skylder vi hinanden.

Ikke som velgørenhed.
Ikke som en gave.
Men som almindelig ordentlighed.

For fællesskab fungerer kun, hvis det går begge veje.

Hvis fællesskabet kommer og beder nogen om at løfte en stor opgave, så skal fællesskabet også være der bagefter.

Ikke kun under høringsprocessen.
Ikke kun i pressemeddelelserne.
Men også når støvet har lagt sig.

Det er sådan, man skaber tillid.

Og uden tillid fungerer hverken lokalsamfund eller demokrati.

Når jeg ser rundt her i dag, ser jeg heldigvis masser af grunde til optimisme.

For historien viser, at når danskere står sammen om en opgave, så plejer vi faktisk at finde en vej.

Ikke altid hurtigt.
Ikke altid elegant.
Og bestemt ikke altid uden diskussioner.

Men vi finder den.

Det gjorde generationerne før os.

Og det kan vi også.

Derfor er Grundlovsdag heller ikke bare en fejring af et dokument.

Det er en fejring af mennesker.
Af fællesskab.
Af ansvar.
Af frihed.

Og af troen på, at vi kan løse store opgaver uden at miste respekten for hinanden undervejs.

Det er en arv, vi har fået.

Og det er en arv, vi skal give videre.

Tak for ordet. Tak fordi I lyttede

Og glædelig Grundlovsdag.