Det er de ældre, der betaler prisen for Vejles førsteplads
En bemærkning midt i budgetdebatten i Vejle Kommune
Vejle Kommune er Danmarks mest udgiftseffektive kommune. Det har vi været i årevis, og det bliver med god grund og rimelighed fremhævet som et udtryk for en veldrevet kommune. Men en førsteplads i lave udgifter fortæller ikke hele historien. På ældreområdet viser tallene, at serviceniveauet i Vejle ligger markant under både landsgennemsnittet og vores nærmeste naboer. Måske er tiden kommet til at interessere os lidt mere for bagsiden af medaljen.
Vejle Kommune er Danmarksmester.
Ikke i ældrepleje. Ikke i folkeskoler eller dagtilbud.
Men i det meget mundrette udtryk “udgiftseffektivitet”.
Det er CEPOS, der har tildelt os førstepladsen, og det er ikke nogen ny placering. Vejle har gennem en lang årrække ligget helt i top, når kommunernes faktiske udgifter sammenholdes med deres beregnede udgiftsbehov.
Det skal vi selvfølgelig ikke være kede af.
Jeg vil langt hellere være politiker i en kommune med styr på økonomien end i en kommune, der ikke har. Og selvfølgelig skal vi hele tiden være optaget af, om vi får mest mulig velfærd for de penge, borgerne betaler i skat.
Men der er en vigtig diskussion, som let forsvinder, når førstepladsen bliver fejret.
For hvad betyder udgiftseffektivitet egentlig?
CEPOS peger selv på at lave udgifter kan være resultatet af højere produktivitet, et lavere serviceniveau eller en kombination af de to.
Det er en ret vigtig nuancering.
For der er stor forskel på at levere den samme velfærd billigere end alle andre og på at have færre udgifter, fordi man leverer mindre.
Og det er præcis den diskussion, jeg mener, vi er nødt til at tage i Vejle.
Tallene fortæller en historie
Jeg har gennem den seneste tid brugt en del tid på at få gennemgået økonomien på ældreområdet i Vejle og sammenligne den med Kolding og Fredericia.
Ikke fordi de to kommuner nødvendigvis gør alting bedre end os. Det gør de selvføgelig ikke.
Men fordi de er vores naboer, fordi kommunerne på mange måder er sammenlignelige, og fordi netop Kolding og Fredericia gentagne gange er blevet brugt i den aktuelle budgetdebat.
Fortællingen har været, at vi i Vejle nærmest skal være taknemmelige for, at vi ikke står i deres situation. De skal finde besparelser. Det skal vi ikke.
Det er en god historie.
Den er bare ikke hele historien.
For ser vi på de faktiske nettodriftsudgifter til tilbud til ældre, viser regnskabstallene en meget betydelig forskel.
I 2025 brugte Vejle cirka 45.700 kroner pr. borger over 67 år.
Kolding brugte cirka 53.400 kroner.
Fredericia brugte cirka 55.200 kroner.
Landsgennemsnittet var cirka 53.800 kroner.
Det betyder, at Vejle ligger omkring 8.100 kroner under landsgennemsnittet pr. ældre borger.
Men måske bliver størrelsesordenen tydeligere, hvis vi omsætter forskellene til Vejles størrelse.
Hvis Vejle havde haft samme udgiftsniveau pr. ældre borger som Kolding, svarer forskellen til omkring 166 millioner kroner om året.
Sammenligner vi med Fredericia, er forskellen omkring 205 millioner kroner om året.
Det er ikke marginaler.
Det er beløb, der kan mærkes.
Man skal sammenligne ordentligt
Her kommer den indvending, som naturligt bør komme:
Kan man overhovedet sammenligne kommunerne på den måde?
Ikke ukritisk.
Kommuner er forskellige. Alderssammensætningen er forskellig. Borgernes plejebehov er forskelligt. Socioøkonomi spiller ind. Geografi, organisering boligformer og en række andre forhold kan påvirke udgifterne.
Derfor har det også været vigtig for mig ikke bare at finde tre tal i en statistik og erklære sagen for afgjort.
Jeg har set på forskellene og efter bedste evne forsøgt at korrigere for dem og undersøgt, om det store gab forsvinder, når man tager højde for kommunernes forskellige forudsætninger.
Det gør det ikke.
De præcise beløb kan selvfølgelig ændre sig afhængigt af metode og afgrænsning. Sådan vil det altid være med kommunale sammenligninger.
Men hovedkonklusionen er robust:
Vejle har et markant lavere økonomisk niveau på ældreområdet end både Kolding og Fredericia.
Og det bør være en del af den politiske diskussion.
En interessant detalje fra Fredericia
Og så er der en lille detalje i Fredericias aktuelle sparekatalog, som fortjener lidt mere opmærksomhed.
For vi har hørt meget om, at Fredericia skal spare. Det er også blevet brugt her i Vejle som et billede på, hvor godt vi selv står.
Men går man ned i Fredericias eget materiale, bliver historien noget mere interessant.
Et af spareforslagene på seniorområdet har simpelthen overskriften:
“Tilpasning af rengøring og tøjvask til samme niveau som Middelfart og Vejle.”
Og Fredericias egen beskrivelse af konsekvensen er værd at hæfte sig ved:
“Forslaget vil opleves som en serviceforringelse for den enkelte borger.”
Den synes jeg egentlig lige, vi skal lade stå et øjeblik.
For den fortæller noget vigtigt om de meget forskellige udgangspunkter.
I Fredericia beskriver man altså et konkret forslag om at tilpasse sig niveauet i blandt andet Vejle som en besparelse. Samtidig skriver man åbent, at forslaget vil opleves som en serviceforringelse for den enkelte borger.
Det betyder selvfølgelig ikke, at hele ældreplejen i Fredericia og Vejle kan sammenlignes ud fra ét enkelt spareforslag.
Det ville være for let.
Men det gør fortællingen om Fredericias besparelser noget mere interessant.
For Fredericia skal ganske rigtigt spare.
Men på konkrete områder består besparelsen i at bevæge sig i retning af det niveau, vi allerede har i Vejle.
Det perspektiv har efter min mening manglet i debatten.
Hvad er det egentlig, vi vil?
Det bringer mig tilbage til Vejles førsteplads.
For jeg tror vi skal passe på, at vores mangeårige fokus på økonomisk effektivitet ikke langsomt har flyttet vores opfattelse af, hvad der er normalt.
Når man år efter år driver en kommune med et meget lavt udgiftsniveau, bliver det eksisterende niveau til sidst udgangspunktet for enhver diskussion.
Så spørger vi ikke længere, hvad der er et rimeligt niveau for ældreplejen. Vi tager ikke udgangspunkt i ambitionerne og visionerne for området.
Vi spørger, hvad der kan lade sig gøre inden for den økonomi, vi allerede har besluttet.
Det er to meget forskellige spørgsmål.
På ældreområdet har vi gennem de senere år diskuteret rengøring, klippekort, normeringer, tid hos den enkelte ældre, rekruttering og medarbejdere, der skal få hverdagen til at hænge sammen.
Og meget ofte ender diskussionen det samme sted:
Hvor skal pengene komme fra?
Det er selvfølgelig et relevant spørgsmål.
Men tallene får mig til at stille et andet:
Hvorfor er det blevet en præmis, at Vejle skal ligge så markant lavere end kommunerne omkring os?
Jeg kender ikke noget økonomisk argument for, at det nødvendigvis skal være sådan.
Det er ikke en naturlov.
Det er et resultat af politiske prioriteringer gennem mange år.
Man kan også spare sig til merudgifter
Det er måske i virkeligheden kernen i hele diskussionen.
For der er forskel på at være effektiv og på at være billig.
Hvis to kommuner leverer præcis den samme kvalitet, og den ene kan gøre det for færre penge, så er sagen enkel. Så skal vi lære af den mest effektive.
Men hvis forskellen i udgifter også viser sig i servicen, bliver regnestykket et andet.
Så er den laveste udgift ikke nødvendigvis et kvalitetsstempel.
Det er netop derfor jeg synes, CEPOS’ egen nuancering er så vigtig. Lavere udgifter kan være udtryk for større produktivitet. Men de kan også være udtryk for et lavere serviceniveau.
Jeg tror sådan set, at begge dele findes i Vejle.
Vi har en dygtig organisation. Vi har medarbejdere og ledere, som hver eneste dag finder løsninger og får meget ud af de ressourcer, de har til rådighed.
Det skal de have anerkendelse for.
Men vi må ikke bruge deres dygtighed som argument for, at de for evigt skal kunne løse opgaven med færre ressourcer end andre steder.
På et tidspunkt bliver effektivisering bare et pænere ord for at bede mennesker om at løbe hurtigere.
Og her synes jeg også, at Vejle Kommunes egne HR-tal er interessante.
Den samlede personaleomsætning er på 14,1 procent. Før 2020 lå den omkring 12 procent. Og når medarbejdere, der forlader Vejle Kommune, bliver spurgt om årsagerne, peger 23 procent blandt andet på balancen mellem opgaver og ressourcer.
Det beviser selvfølgelig ikke, at et lavt udgiftsniveau på ældreområdet er årsagen til personaleomsætningen. Så enkelt hænger verden ikke sammen.
Men det bør få os til at tænke os om.
For rekruttering koster penge. Oplæring koster penge. Vikarer, fravær og stor udskiftning blandt medarbejdere har også en pris. Og på et område, hvor vi allerede ved, at kampen om arbejdskraften kun bliver større i de kommende år, er fastholdelse ikke bare et spørgsmål om trivsel. Det er også sund økonomi.
Derfor skal vi passe på med den forestilling, at den laveste udgift altid er den billigste løsning.
Nogle gange kan man faktisk spare så længe, at man sparer sig til en merudgift.
Bag tallene står mennesker
Kommunal økonomi kan hurtigt blive en diskussion om procenter, nøgletal, servicerammer og benchmark.
Men bag tallene står mennesker.
Den ældre, der har brug for hjælp til at få hverdagen til at fungere.
Den pårørende, der gerne vil vide, at mor eller far bliver mødt med tid og værdighed.
Social- og sundhedsassistenten, der gerne vil gøre sit arbejde ordentligt og gå hjem med følelsen af at have været der for de mennesker, hun eller han har ansvaret for.
Det er dér, økonomien bliver virkelig.
Derfor skal vi heller ikke være bange for at sige noget så enkelt som, at god ældrepleje koster penge.
Selvføgelig skal vi bruge dem fornuftigt.
Men det kan ikke være et mål i sig selv at bruge færrest muligt.
Jeg vil gerne undvære førstepladsen
Jeg ønsker fortsat, at Vejle skal være en veldrevet kommune.
Jeg ønsker, at vi passer på borgernes penge. At vi udfordrer administration og arbejdsgange. At vi bruger ny teknologi, når den giver mening. Og at vi hele tiden spørger os selv, om pengene kan anvendes bedre.
Det er økonomisk ansvarlighed.
Men økonomisk ansvarlighed er ikke det samme som altid at vælge det laveste udgiftsniveau.
Vejle Kommune har råd til ambitioner.
Også på ældreområdet.
Derfor mener jeg, at vi i de kommende år skal hæve ambitionen for vores ældrepleje. Ikke ved ukritisk at kopiere Kolding eller Fredericia og ikke ved bare at hælde penge ud over et område uden at stille krav til, hvad vi får for dem.
Men ved at erkende vores udgangspunkt.
Vi ligger lavt.
Meget lavt.
Og når forskellen til kommunerne omkring os kan tælles i trecifrede millionbeløb, er det ikke længere nok at slå sig til tåls med, at Vejle er særligt effektiv.
Vi er nødt til også at spørge, hvad prisen for effektiviteten er.
For hvis en del af forklaringen på vores mangeårige førsteplads er, at vores ældre får et lavere serviceniveau, end de ville have fået på den anden side af kommunegrænsen, så synes jeg ikke, vi skal være så bange for at miste den.
Vejle behøver ikke være Danmarksmester i at holde udgifterne nede.
Jeg vil langt hellere have, at vi sætter os for at levere en ældrepleje, vi kan være bekendt.
Og måske skal vi også på andre velfærdsområder begynde at interessere os lidt mindre for placeringen på en rangliste og lidt mere for den hverdag, der ligger bag tallene.
Og hvis det koster os førstepladsen hos CEPOS?
Så tror jeg faktisk, at både Vejle Kommune og vores økonomi overlever.
Spørgsmålet er, om vores borgere ikke fortjener, at vi prøver.
Martin Sikær Kristensen
Gruppeformand for Socialdemokratiet i Vejle Byråd
