Jeg tror altid, at jeg har været interesseret i politik. Men der er slet ingen tvivl om, at mine mange somre på Feriekolonien Louisenlund, Endelave, tændte et stort ønske i mig om, at alle skulle have lige muligheder. Jeg så, hvor meget opmærksomhed og voksenkontakt betyder for børn og unge mennesker, der måske har fået en skæv start på livet.
Jeg er helt fast i troen på, at alle er født lige, så med lige muligheder er alt muligt.
For alle.
Hvorfor blev det Socialdemokratiet?
Jeg hører fra tid til anden, at jeg som selvstændig erhvervsdrivende, ikke er den fødte Socialdemokrat.
Jeg vil lade andre vurdere, om jeg er den fødte socialdemokrat. Men jeg er født Socialdemokrat.
Min far Peter, som er mit politiske forbillede, sad i byrådet fra 1. april 1974 og frem til 2009, hvor han valgte at stoppe i politik. Kommunalvalget var d. 5. marts 1974, dagen før jeg fyldte 2 år.
Vi nåede aldrig at stå på samme stemmeseddel, og det var helt bevidst, men jeg kan med stolthed i stemmen slå fast, at der nu snart i 50 år i træk, sidder en Sikær i byrådet. Hvis det ikke er kontinuitet, så ved jeg ikke hvad er.