Vi skal leve over evne

Lad os tale om den meget vigtige opgave, der ligger foran os: Kommunens budget og de kommende forhandlinger.

Mit budskab er klart: Vi skal leve over evne!
Er det ikke en uansvarlig position at indtage, som ansvarlig politiker? Det korte svar er: Nej! 
Det er faktisk i denne sammenhæng meget mere uansvarlig IKKE at leve over evne. I en periode.
Jeg skal her prøve at forklare, hvordan det kan hænge sammen:

At leve over evne betyder, at vi bruger flere penge end der er indtægter for.

Er den slags overforbrug ikke et udtryk for dårlig moral og ødselhed med borgernes skattekroner? Nej, ikke hvis vi prøver at kigge på det lidt fra oven.

Allervigtigst er det, at det udelukkende er i en kortere og på forhånd aftalt periode, vi skal leve over evne. Det kan være tre år, seks år eller i en periode på ni år. 

De fleste borgere i Vejle Kommune ved, at der hos os bruges væsentlig færre penge på service end andre sammenlignelige kommuner. De offentlige institutioner er under voldsom økonomisk pres. Situationen lige nu er så ekstrem, at vi politikere skal spørge os selv, om vi er klar til at stå til mål for, at den enkelte skole eller institution skal til at afskedige personale, for at få råd til at betale for øgede el, gas og oliepriser. 

Det mener Venstre. Det mener jeg som borger, som forælder og som formand for Børne- og Familieudvalget absolut ikke! 

Det der er brug for er, at vi som ansvarlige politikere finder løsninger der gør, at det økonomiske pres på driften ikke kommer til at påvirke kerneopgaven. Ikke kommer til at påvirke den i forvejen minimale normering. En normering, der bærer tydeligt præg af, at Vejle Kommune i flere år har haft en økonomisk tilgang, hvor servicerammen har været den absolut laveste sammenlignet med kommuner, der ligner os. 

Et andet aspekt der skal kigges på, er Vejle Kommunes bugnende pengetank. Det er simpelthen vanvittigt, at vi har så stor en kassebeholdning, samtidig med at de penge, der bruges på kerneopgaverne ikke følger med de udfordringer, der opleves i vores samfund. 

Faktum er desværre, at flere og flere børn slår sig på livet og ikke trives. Vi HAR i Vejle Kommune de økonomiske muligheden for at sikre bedre vilkår for børnene, men vi gør ikke noget ved det. 

Vi SKAL i en kort periode skaffe midler til både at forebygge og til at løse de stigende udfordringer. Det koster. Men prisen eller konsekvensen, hvis vi fortsat hverken forebygger eller løser udfordringerne er til gengæld uoverstigelige. Både menneskeligt og økonomisk.

Hvis en kommune bruger flere penge end den kommunale ramme giver os, så får vi og kommunerne en bod. Det er ikke den vej, vi skal gå. Det er usolidarisk at smøre vores merudgifter ud på andre kommuner.  Men vi er nødt til at sikre, at Vejle Kommunes økonomiske ramme til drift bliver løftet. Den er simpelthen alt for lav.

Og hvordan gør vi så det? Det kræver, at vores borgmester indtager en aktiv rolle, når der i KL er mellemkommunale forhandlinger om de enkelte kommuners økonomi. Det kræver, at han tør gå det ærinde for os. Det kræver politisk mod og forhandlingsevne og ikke bare en på forhånd indtaget holdning om, at det kan vi ikke.

Jo! Det kan vi. Det skal vi. Det skal ske nu. Slut med at være økonomi ignoranter.

Her er planen
Væk med enhver buffer-konto i budgettet

Det er i forvejen vildt, at vi ud over at have et af landets aller strammeste budgetter også indsætter en buffer-konto på xx antal millioner. En buffer-konto nedsætter driftsrammen, og dermed når vi loftet for de øvrige driftsudgifter tidligere. 

Hvis vi overhovedet skal kunne forhandle os til en bøjet femøre mere med KL, så skal vi ikke have en buffer konto i budgettet. Så væk med den.

Vi havde en gylden mulighed for at udvide rammen med 30 millioner sidste år. I kommunens budgetforhandlinger i 2021 foreslog jeg, at vi netop skulle fjerne buffer-kontoen på 30 millioner og dermed udvide vores forbrugsramme med de 30 millioner. Dernæst skulle borgmesteren gå til de mellemkommunale forhandlinger og bede om ekstra 30 millioner kroner at drive vores kommune for. 

Men det ville Venstre ikke. De ville hellere bare acceptere, at vi indsatte en buffer-konto på 30 millioner, nedsatte driftsrammen med 30 millioner, og ikke bede KL og de andre kommuner om at få flere penge ind i vores ramme. Det siger sig selv, at det ikke giver flere penge til driften. 

Udfordr driftsrammen i forhandlingerne med KL 

Regeringen har med objektive kriterier fundet frem til, at Vejle Kommune hvert år fremover skal have 118 millioner kroner tilført. Den såkaldte udligningsreform i 2020. Fordi vi rent faktisk har et udgiftsniveau, der ligger markant under sammenlignelige kommuner. 
De mange penge er gået ind i kassebeholdningen. Der står de!

Det faktum, at vi hvert år får tilført 118 millioner kroner til den bugnende pengekasse, fordi vi bruger for få penge på service er da et stjerneklart argument, som borgmesteren skal tage med sig ind i forhandlingerne med de andre kommuner og KL. Vi skal have løftet nogle af de mange millioner ud af pengekassen og ind i vores driftsbudget. Til gavn og glæde for borgerne i Vejle Kommune.

Hvorfor vil Venstre ikke gå til de mellemkommunale forhandlinger og bede om at få løftet vores driftsramme? Den eneste forklaring jeg kan finde må være, at de rent faktisk ikke har en interesse i, at vi bruger flere penge på borgerne i Vejle Kommune. Også selv om der i den grad er brug for det. Fordi det er federe at kunne sige, at vi er “den mest effektive drevne kommune i landet” målt på driftsregnskabet.

Det kan bare ikke være et mål i sig selv. 
Det skal i stedet være et mål at drive den mest ordentlige kommune, samtidig med at vi er økonomiske ansvarlige. 

Lige nu stiger driftsudgifter på el, gas og olie. Samtidig stiger udgifterne til stadig mere krævende indsatser for børn og unge, der skal mestre livet. Dette økonomiske dobbeltpres kalder på en ansvarlig økonomisk løsning. Det ansvar, kære borgmester, skal du tage på dig. Nu! Vi har børn og unge, der slår sig på livet. De har ikke tid til at vente længere.

Den økonomiske spilleplade, som KL udstikker lige om lidt, skal udfordres. For det er et udspil. Ikke en facitliste.

Min opfordring kan ikke blive tydeligere: Gå til de mellemkommunale forhandlinger og kom hjem med en udvidet budgetramme. Borgerne i Vejle Kommune har brug for det!