Vejle Kommune er afhængig af vækst!

Vejle Kommune er afhængig af vækst!

- Lad os beskytte den.

Vejle Kommune har en robust økonomi. Det er egentlig temmelig imponerende, for vi er uden sammenligning den kommune i landet, der procentvis opkræver mindst i skatter og afgifter.

Det skyldes, at Vejle Kommune drives meget billig. Så billigt, at vi kun lige akkurat opfylder lovens krav og lever op til minimumsstandarder. Men vi gør så absolut heller ikke mere end det.

Jeg ønsker og håber, at vi bliver en hel del mere ambitiøse i Vejle Kommune. Også på vores serviceniveau. Vi har alle forudsætningerne for at levere et væsentligt højere niveau end tilfældet er i dag. 

Vejle Kommune er voldsomt begunstiget af vores placering lige midt i Danmark, og lige i centrum af det, vi kender som Produktionsdanmark.

Væksten kommer næsten af sig selv. Sådan har det i hvert fald været i en årrække.

Men nu går den altså ikke længere.

Vi er dybt afhængige af en fortsat befolkningstilvækst, hvis ”forretningsmodellen” for Vejle Kommune skal holde. Vi er simpelthen afhængige af, at antallet af skatteydere vokser fra år til år.

Vi har i mit parti i flere år argumenteret for, at der skal investeres mere offensivt i fornuftige klimaløsninger, infrastruktur, offentlig transport, samt ikke mindst på velfærdsområderne.

Får vi ikke snart taget hul på disse investeringer, mister Vejle Kommune simpelthen sin tiltrækningskraft, og den nødvendige vækst vil aftage og helt forsvinde.

Vi har økonomien til det!

Behovet er der!

Det eneste, det kræver, er lidt politisk mod.

Heldigvis har Vejle Kommune for ganske nylig vedtaget en ny visionsplan. Et af pejlemærkerne er: ”Vi former fremtiden med mod!”

Vi skal bruge dette mod til at skaffe Vejle Kommune de økonomiske rammer, en kommune som vores har behov for.

Muligheden for at udvise mod kan særligt udfoldes en gang om året. Nemlig når vi vedtager det årlige kommunale budget.

Man har i Danmark indrettet et system, hvor kommunerne fra regeringen som samlet enhed får udmeldt en fælles økonomisk ramme. 

Nogle kommuner ønsker ikke at bruge de penge, de har ”lov” til. De har måske slet ikke penge nok i kommunekassen. Andre mere velpolstrede kommuner vil gerne have lov til at bruge mere. Det er der mulighed for - det skal bare holdes inden for regeringens samlede ramme.

Men for at få lov til at bruge mere kræver det, at man siger det højt. Og det har man mulighed for at gøre ved de mellemkommunale forhandlinger. Hvis man har modet. 

Det virker som om, at det vi som parti har sagt i mange år, efterhånden er gået op for et flertal i Vejle Byråd.

Jeg har en begrundet tro på, at det bliver ved dette års budget, at Vejle Kommune melder et budget ind til de mellemkommunale forhandlinger, som rent faktisk tager udgangspunkt i det serviceniveau, vi ønsker for borgerne i hele kommunen. I stedet for bare atter engang at gå efter titlen som den billigst drevne kommune i landet.

Den titel ønsker vi meget gerne at give køb på.

Vores mål er klart, at vi bliver den bedst drevne kommune i landet. Med et serviceniveau vi kan være bekendt.

Tænk sig, det synes vi faktisk borgerne har fortjent.

Venlig hilsen
Martin Sikær 
Gruppeformand Socialdemokratiet i Vejle Kommune.