Værdig ældrepleje nu!

Hvordan kan det være ”Farligt og Usikkert" at sikre værdig ældrepleje?

Vi har gentagne gange hørt politikere fra stort set alle partierne i Vejle Byråd udtale, at serviceniveauet på seniorområdet i Vejle Kommune er for lavt.

Ord er gratis, handling koster.

Men når besparelser og nedskæringer på ældreplejen fører til merudgifter samlet set, ja så koster det faktisk endnu mere, hvis vi ikke handler.

Senest er jeg blevet anklaget for at bedrive YoYo politik, fordi Socialdemokratiet har ønsket at reagere på den aktuelle udvikling på Seniorområdet.

 

Hvis vi skruer tiden tilbage til december måned 2023, så blev Seniorudvalget pålagt at finde besparelser for godt 15 millioner på driften i 2024. For at skabe balance i budgettet.

Det førte til, at man nedlagde stillinger som aktivitetsmedarbejdere, tildelte markant mindre træning på plejecentrene, afskaffede klippekortet i hjemmeplejen, hævede egenbetaling generelt samt besluttede at gå fra 14 dages rengøring til rengøring hver 3. uge, og helt at droppe støvsugning og gulvvask. Ville man have rent gulv, måtte man for egen regning anskaffe sig en robot.

Det lykkedes os i sidste uge, efter mange måneders politisk pres, at få forligskredspartierne til at besinde sig lidt. Man mener desværre forsat, at det er rigeligt med rengøring hver 3. uge, men man synes dog nu alligevel at de ældre skulle have støvsuget og vasket gulv.  Af et rigtigt menneske.

Dejligt at de kom til fornuft. Men helt ærligt. Det manglede da bare.

 

Under debatten i byrådssalen kom det frem, at konsekvenserne af besparelserne var kommet fuldstændig bag på Venstre, Konservative, Danmarksdemokraterne og Radikale Venstre.

Der blev under debatten talt om ændrede forudsætninger og udtrykt ønske om større valgfrihed for de ældre borgere. Der blev talt meget varmt for, at der skulle skabes individuelle tilbud.

Vi er nogle, der kræver handling!  Fine ord og gode hensigter skaber ikke bedre forhold for vores ældre medborgere. 

Derfor har Socialdemokratiet sammen med SF stillet forslaget om også at droppe de besparelser, der fjernede klippekortordningen i hjemmeplejen.

 

I konsekvensbeskrivelsen, der blev fremlagt som grundlag for den politiske behandling af sagen hedder det blandt andet:

Afskaffelsen af klippekort for hjemmeboende borgere vil få betydning for særligt målgruppen, som ingen pårørende eller netværk har……….Der vil også være risiko for, at nogle borgere får et nedsat funktionsniveau…….”

For medarbejderne i ældreplejen er konsekvensen beskrevet således:

Tiden er tiltænkt som hørende til borgeren, men den er også med til at øge jobtilfredsheden hos medarbejderen, der føler, at de har bedre tid til at drage omsorg om borgeren og være der for borgeren uden et bagved liggende tidspres. Denne frihed til faglighed og nærvær vil med gennemførsel af forslaget bortfalde”

 

Socialdemokratiet har bestemt et medansvar for serviceniveauet i Vejle Kommune. Men vi vil altså ikke være med til besparelser, der alene er politisk motiverede.

For de besparelser, som nogen stædigt holder fast i, er unødvendige.

Da de blev vedtaget, viste budgettet, at det krævede besparelser på 15 millioner for at få et budget i balance. Efter 8 måneders drift ser virkeligheden noget anderledes ud. Der er indtil videre udsigt til et overskud på 84 millioner på rammen for området. 

Havde vi kendt til de tal i starten af året, havde ingen kunnet drømme om at sænke serviceniveauet og indføre hårde besparelser. De er aldeles unødvendige!

 

Så for Socialdemokratiet og SF er det ikke et spørgsmål om politiske drillerier, eller en ”Hvad sagde vi”-retorik.

Vi ønsker at stoppe udrulningen af de unødvendige besparelser, som ALLE partier i Vejle Byråd synes er hårde. Besparelser, der vil sænke det serviceniveau, vi alle sammen er enige om, allerede er alt for lavt.

 

Og så til det med YoYo økonomi.

Forligskredspartierne mener, at det er ”farligt og usikkert”, at vi ønsker at handle nu. På baggrund af 8 måneders regnskab og 4 måneders budget.

Enhver privat virksomhed med respekt for sig selv justerer løbende budgettet til, hvis væsentlige forudsætninger forandres. Det er ikke YoYo. Det er sund fornuft og god forretningsførelse.

Forligskredspartierne vil hellere fastholde at vente med at handle til årets 12 måneder er gået. For nøje at følge et budget, der er dannet på baggrund af tal, der er 1,5 år gamle.

Og så lader de forstå, at de er endelig klar til at handle, når de kender hele regnskabet for 2024.

De vil altså fortsætte udrulningen af de politisk betingede besparelser i resten af 2024. Og først når vi så rammer valgåret 2025 vil de justere til. Tilfældigt? Næppe. 

Nu er det mange år siden jeg gjorde mig ud i YoYo’ens svære kunst.

Men når billedet bruges politisk vil jeg tro, at der henvises til store udsving.

 

Jeg skal ikke gøre mig til dommer.

Men giver det ikke umiddelbart en mindre YoYo effekt at stoppe udrulningen ”på vej ned af snoren”, end at lade YoYo’en ruller helt ned og op igen? 

 

Socialdemokratiet og SF håber at forligskredspartierne besinder sig endnu engang. 

Ikke for vores skyld. 

Men i respekt og til gavn for de plejekrævende ældre borgere i hele Vejle Kommune.