Vækst kommer også med en pris
Budgettalen 1. behandling, af gruppeformand Martin Sikær
Det er nyt for mig, ikke at skulle tale som den første gruppeformand ved 1. behandlingen af budgettet.
Men desværre fik vores parti ikke de stemmer vi havde gjort os fortjent til, ved valget i november. Så som gruppeformand for det næststørste parti, taler jeg først som nummer to.
Selvom vi i en periode på 4 år må leve med kun at være næststørst, vil vi stadig være partiet og gruppen, der leverer de fleste og bedste løsninger på udfordringerne.
Sådan har det været i flere år, men valgresultatet tyder på at det faktum ikke er nået bredt ud.
Vi har analyseret os frem til, at vi manglede et mundret slogan.
Vi har lært af vores fejl, og har fundet et slogan for dette budget.
Vi har valgt: ”Vejle sikkert videre!”
Nogen vil måske påstå, at der er tale om genbrug eller måske ligefrem tyveri. Og det er sandt. Venstre har brugt det ved de seneste 2-3 valg.
Vi har dog, modsat Venstre, valgt at underbygge det mundrette slogan med en egentlig plan. En strategi om man vil.
Vejle er en vækstkommune.
Og vækst er klart at foretrække, frem for stagnation eller tilbagegang. Men selv vækst kommer med en pris, og tiden er inde til at samle den regning op.
Hvis vi ikke snart begynder at investere det, udviklingen kræver, går væksten i stå.
Vi skal med andre ord beskytte væksten.
Og det gør vi ikke ved bare at gøre som vi plejer.
Den fælles konstitueringsaftale efter valget fik navnet; Sammen om Vejle Kommune – Bæredygtig udvikling i balance.
En rigtig fin overskrift, som vi selv kunne have fundet på. Faktisk hed det udkast til en aftale, vi op til valget samarbejdede med en række partier om, ”Bæredygtig vækst i balance”, hvis nogen skulle have glemt det.
Skulle vi skrive en ny overskrift i dag, ville vi nok kalde det: Ansvarlig Helhedsudvikling.
Og der er vi desværre ikke.
Vi kommer alt for ofte på bagkant af udviklingen, fordi vi lukker øjnene for, at alting kommer med en pris.
Når vi udbygger vore boligområder, belaster det naturligvis de berørte lokalområder. Vi ved det godt, men alligevel lader vi som om det kommer bag på os
- Når der ikke længere er plads i sportshallerne eller de øvrige fritidstilbud.
- Når vejene sander til i trafik.
- Når det ikke længere er trygt at cykle uden en cykelsti.
- Når parkeringspladserne ved indkøbsmulighederne bliver en mangelvare
- Når der ikke længere er plads hos den lokale dagplejer, eller i dagsinstitutionen.
- Når det frie skolevalg ikke længere er så frit, fordi der simpelthen ikke er plads.
Og sådan kunne jeg blive ved. Vi kan sagtens fortsætte med at lade som og bare lade stå til. Men så skal vi være klar over, at væksten simpelthen går i stå.
Heldigvis er det ikke for sent, selvom vi har ventet alt for længe.
Men det store efterslæb gør, at vi er nødsaget til at acceptere at vi i en kort og nærmere aftalt periode lever lidt over evne.
Vi må acceptere, at vi bruger lidt flere midler end der kommer ind. Det har vi råd til, og det er det, der skal til for at komme på omgangshøjde med udviklingen.
Vi taler bestemt ikke for at vi skal ødsle løs at opsparingen.
Økonomisk ansvarlighed står meget højt på vores agenda. Men hvis vi for alvor skal gøre en forskel, skal vi som politikere udvise mod og vise evnen til at prioritere.
Vi kunne investere massivt i vores klima.
Vi kunne investere massivt i vores psykisk sårbare medborgere.
Vi kunne investere massivt i værdig ældrepleje
Eller vi kunne investere massivt i, at færre unge mennesker slå sig på livet.
Men vi kan ikke det hele på en gang.
Vi bør i fremtiden være bedre til at prioritere vore indsatser, i stedet for at smøre bevillingerne tyndt ud.
Vi skal holde op med ensidigt at gå efter, hvor billigt vi kan drive kommunen.
Vi er klar til at tage diskussionen. Og vi kan godt afsløre, at vi vil tale serviceniveau.
Vejle Kommune skal også i fremtiden være en effektiv drevet kommune, men tiden er inde til at få justeret de økonomiske styringsprincipper, inden det er for sent.
Derfor er det glædeligt at se, at der efter flere års pres fra vores side af salen, er begyndt at ske lidt.
Borgmesterens idé om at bruge en del af overskuddet til at oprette en pulje til tillægsbevillinger, i stedet for bare bevidstløst at lade dem tilfalde kassen, er en blomst, der er groet i vores have.
Pengene har allerede ”spist rammen” en gang, så det vil giver ualmindelig god mening at lade midlerne komme ud og gøre gavn. Nogen vil måske bruge vendingen - Snusfornuft.
Så ud fra tesen om ”bedre sent end aldrig”, vil vi gerne rette en stor tak til Hr. Borgmester for dette initiativ.
Der er nok at bruge pengene på.
Stigende energipriser er en af dem.
Det samme gør sig gældende for regningen for tomgangsleje på kommunale ejendomme, som vi bare sender rundt mellem forvaltningerne.
Lad nu fælleskassen ordne den regning.
Og når vi nu er i gang med at rose, så skal der lyde både ros og en stor tak for endelig at imødekomme vores mangeårige ønske om at udfordre rammerne.
Selv min egen gruppe lukker mentalt ned og ruller øjne, når jeg igen igen taler om at skulle udfordre rammerne. De orker faktisk ikke rigtig at høre mere om det.
Om Borgmesteren har det på samme måde, er vanskelig for mig at svare på. Og faktisk er grunden også helt ligegyldig.
Vi glæder os bare usigeligt meget over at være blevet hørt - og måske ligefrem blevet forstået.
Borgmesteren har pålagt sig selv den opgave at gå til de mellemkommunale forhandlinger med ønsket om noget mere ramme, end autopiloten tilskriver Vejle Kommune. Der er tale om et nybrud i forhold til de sidste 12 års budget tilgang.
Dét vil vi gerne takke for, men også tillade os at tage æren for.
Vi er ingenlunde i mål, og det havde været langt mere oplagt at bede om en endnu større ramme i forbindelse med udligningsreformen for et par år siden.
Men også her må vi stille os tilfredse med ”bedre sent end aldrig.”
Vi tror på dig, kære borgmester, og hjælper gerne med gode argumenter til den forestående forhandling med dine Borgmester Kollegaer. Så længe du vil føre vores politik, har vi din ryg.
Også i år har flere af mine gruppemedlemmer forberedt flammende indlæg om udfordringerne på deres områder. Så jeg vil lige tillade mig et lille pip fra et fagområde (Børne- og Familieudvalget), der optager mig særligt.
Som jeg ser det, er vi nødt til at udbygge både Hældagerskolen og Søndermarksskolen med det samme.
Der er ganske enkelt ikke plads til de elever, der søger tilbuddene.
For mig at se er der tale om en skal-opgave.
Det samme gør sig gældende på dagtilbudsområdet.
For bare det at skulle bevare det nuværende serviceniveau vil kræve en temmelig anseelig ekstra millionbevilling.
Det skyldes det hastigt voksende børnetal.
Vi har svært ved at forestille os andet, end at vi alle glædes over det stigende børnetal.
Men gør vi ikke noget aktivt, er der en reel risiko for, at vi ikke længere kan leve op til pasningsgarantien.
Sker det, tildeles Vejle Kommune en straf.
Straffen betyder, at forældrebetalingen nedsættes fra 25% til 21%.
Det kan de forældre, der allerede har en plads så glæde sig over, men det betyder et årligt indtægtstab for Vejle Kommune på 20 mio. kr.
Udvalget har besluttet at hæve honoreringen i forbindelse med hjemmepasning til det dobbelte, men det får os ikke i mål.
Vi kommer ikke udenom at bygge nyt eller ud, indkøbe bufferbusser eller måske ansætte 3-4 ekstra gæstedagplejere. Løsningen er måske en kombination. Men noget skal der gøres.
Jeg skal til at slutte mit ellers rigtigt fine indlæg her.
Jeg vil gøre det med at filosofere lidt over den nye visionsproces, der blev sat i gang i sidste uge.
Der var gode og inspirerende indlæg fra både Lisbeth Knudsen og Ulrik Kjær. Særligt Ulrik Kjærs indlæg ”Hvordan sætter vi retningen?” gjorde indtryk.
Ulrik var meget tydelig med hensyn til, at vi som kommunalbestyrelse naturligvis skal sætte retningen for vores kommune.
Han sagde også meget direkte at ”Vejle sikkert videre” ikke er en retning.
Der kræves en vision og en strategi.
Vejle har en vision der hedder: Vejle med Vilje.
Men vi har ikke været skarpe på en strategi.
Tænk, hvis vi kunne lave en vision med en tilhørende strategi.
Så vil vi om få år kunne se tilbage på Vejle Kommunes gode udvikling og tænke: Vejle – Vi gjorde det faktisk med vilje.
Tak for ordet.
