UDDANNELSER TIL VEJLE
Mandag formiddag tog næstformand i byrådsgruppen Morten Skovlund og jeg toget til København. Sammen med folketingsmedlem Birgitte Vind havde vi et møde med uddannelses- og forskningsminister Jesper Petersen. Det var et godt og konstruktivt arbejdsmøde, med en meget interesseret og lyttende minister. Samtidig fik vi med vores besøg hos ministeren signaleret, at Vejle også skal finde sin plads som uddannelsesby i Trekantområdet.
Selvfølgelig ønsker vi flere uddannelsespladser til Vejle Kommune. Men det har aldrig været vores intention at gå ind i en kamp om uddannelsespladser i Trekantområdet. For så vinder ingen. Slet ikke de unge mennesker.
For det første har vi ingen interesse i at træde hverken Horsens eller Kolding over tæerne. Tværtimod har vi kommuner i Trekantområdet en fælles interesse i at vores unge, som er vores styrke og ressource i fremtiden, også bliver i området og uddanner sig.
For det andet, så kalder vores visionære erhvervsliv på flere uddannede med specifikke kvalifikationer. Samlet betyder det, at der er en større sandsynlighed for, at vores unge bliver i Trekantområdet som færdiguddannede. Det er netop ideen bag udflytningen af uddannelserne; at skabe bedre muligheder for uddannelse ikke kun i København, Aarhus eller Odense, men i hele Danmark.
Jeg oplever, at Vejle Kommune kan opfattes som en selvfed kommune. Det er en udfordring, når andre kommuner ser os som selvfede, for det giver næring til en decideret kamp om - i det her tilfælde - studiepladser. Ja, vi er gode. Men det er de også i Kolding og Horsens eller enhver anden kommune. Dialog, samarbejde og fællesskab er treenigheden i at nå en løsning for alle i Trekantområdet, og det er den vej, vi skal gå. Det er så vigtigt, at vi i fællesskab finder en måde at optimere studie- og uddannelsesområdet, til gavn for vores unge i hele Trekantområdet.
Med vores besøg i København har vi gjort alt hvad vi kunne, i den nuværende proces. Den endelige placering af de forskellige uddannelser er det helt op til Syddansk Universitet (SDU) at beslutte. Men selvfølgelig ønsker vi at både SDU og ministeren kan se Vejle Kommune som et stærkt egnet sted for videreudvikling af uddannelsespladser og studiemiljø.
Det er ingen hemmelighed, at vi ser både stort potentiale og rigtig god mening i at placere især it-uddannelserne i Vejle, hvor erhvervslivet har budt sig ind som en særdeles aktiv medspiller.
Arbejdsmødet med Uddannelses- og Forskningsminister Jesper Petersen fandt sted mandag d. 25. april 2022.