<h1>Lad os tage debatten</h1>

Lad os tage debatten

Stor ros til Borgmester Jens Ejner Christensen

”Vi ønsker hele tiden at forbedre forholdene for erhvervslivet i kommunen og skabe en kommune, hvor det er attraktivt at starte og drive virksomhed.”

Med disse ord inviteres erhvervslivet i Jelling til debat- og dialogmøde med Borgmesteren.

Et fantastisk godt initiativ, som man kun kan rose. Et godt og stærkt erhvervsliv er en væsentlig forudsætning for at drive det velfærdssamfund, vi alle har så stor glæde af.

Men lad os da for alt i verden ikke stoppe her. 

Erhvervslivet er enormt vigtigt. Men altså ikke noget Vejle Byråd har direkte indflydelse på. Indflydelsen er indirekte på den måde, at vi skal skabe gode rammer. Rammer i form af en velfungerende infrastruktur, brugbare lokalplaner, korte ventetider på byggesagsbehandlinger osv osv.

Til gengæld har vi direkte indflydelse på hverdagen for borgerne i Vejle Kommune. Så hvorfor ikke udvide den fremragende ide med dialog- og debatmøder, så Borgmesteren også inviterer borgerne i Vejle Kommune?

Jeg synes faktisk, at formuleringen i indkaldelsen til netværksmødet for erhvervslivet i Jelling er så velskrevet, at vi kan bruge det som en skabelon til mødeindkaldelser på flere områder:

”Vi ønsker hele tiden at forbedre forholdene for børnefamilierne i kommunen og skabe en kommune, hvor det er attraktivt at bo og leve”

  • Hvordan står det til med Folkeskolen og med vores specialtilbud?
  • Har vores dagtilbud den kvalitet man kan forvente?
  • Hvordan kan vi gøre Vejle Kommune til en mere attraktiv arbejdsplads, så vi kan komme manglen på pædagoger og lærere i forkøbet?
  • ….. 

”Vi ønsker hele tiden at forbedre forholdene for seniorerne i kommunen og skabe en kommune, hvor det er attraktivt at bo og leve.”

  • Er udfordringerne på seniorområdet alene medieskabte, eller er der noget om snakken?
  • Er det trygt at blive gammel i Vejle Kommune?
  • Er der balance mellem budget og forventningerne til serviceniveauet?
  • ….

”Vi ønsker hele tiden at forbedre forholdene inden for Voksen-Handicap-området i kommunen og skabe en kommune, hvor det er attraktivt at bo og leve”

  • Hvordan sikrer vi den gode overgang fra barn til voksen?
  • Hvordan kan vi bedst understøtte at alle borgere i Vejle Kommune kan få et aktivt liv, uanset fysisk formåen?
  • Vejle Kommune er ”Parasportens Hovedstad”. Lever indretningen i byrum og kommunale bygninger op til denne ambition?
  • …..

Det er på høje tid, vi tager en åben dialog og debat med borgerne i Vejle Kommune.

Det er ikke nok at den demokratiske dialog kun finder sted hvert 4 år, i forbindelse med en valgkamp.

En god og veldrevet kommune?
Vejle Kommune har ry for at være en effektiv drevet kommune. En påstand som helt klart er sandt, hvis man alene skal måle på, hvor billigt en kommune kan drives.

Men rigtig meget tyder på, at det simpelthen er blevet for billigt. 

  • Driften hænger ikke sammen på seniorområdet. Alene i 2023 mangler der 34 millioner for at vi kan opretholde det nuværende serviceniveau. Et serviceniveau, der i forvejen er et af landets laveste, målt i kroner pr. borger.
  • Driften hænger ikke sammen på voksenområdet. Her mangler der 23 millioner for at vi kan opretholde det nuværende serviceniveau. Et serviceniveau, der i forvejen er et af landets laveste, målt i kroner pr. borger. Faktisk er flere af ydelserne helt nede ved lovens minimumsgrænse.
  • Driften hænger ikke sammen på familieområdet. Her dækkes den manglende budgettildeling ind ved at man bruger statslige midler, Midler, der var afsat til at lave minimumsnormeringer på dagtilbud. Midler, der var afsat til at give folkeskolen et historisk løft. Midler, der i den grad er brug for. Men midler, som nu af nød i stedet bruges til akutte ”skal-opgaver” på familieområdet.

Der er nok at tale om. Der er ingen tvivl om, at vi ikke kommer udenom at skulle finde flere midler til velfærdsområderne i fremtiden. 

Der skal tænkes nyt og anderledes. 

Men penge gør det naturligvis ikke alene. Der skal tænkes nyt og anderledes.

Det må altid være et mål for os som lokalpolitikere at stræbe efter det bedst mulige serviceniveau.

Mit mål er endnu mere ambitiøst. Vi skal have landets bedste. Hverken mere eller mindre.

Det mål kan vi -  i sagens natur -  ikke nå ved at være landets billigst drevne kommune.

Og er det virkelig det altoverskyggende mål? At være billig? På bekostning af serviceniveau? Er det det mål, borgerne i Vejle Kommune synes, vi som byrådspolitikere skal stræbe efter? 

Det kunne jeg rigtig godt tænke mig at blive lidt klogere på.

Jeg er sikker på, at vi kan komme svaret lidt nærmere, hvis Borgmesteren vil være med til at afholde de foreslåede dialog- og debatmøder.

Jeg er sikker på, at de bedste idéer og løsninger findes blandt engagerede borgere og blandt de kommunale ansatte  ”på gulvet”.

Det er i ”fredstid”, de bedste løsninger findes. På lang afstand af valgkampe. Og lad os nu holde liv i den konstruktive demokratiske debat, hvor vi rent faktisk lytter til hinanden. Med fokus på de borgere, vi er valgt til at skabe rammer for. 

Visioner
De nye visioner for Vejle Kommune lyder:

  • Vi er noget for hinanden
  • Vi giver mere end vi tager
  • Vi former fremtiden med mod

Skal vi vove at tage disse ord alvorligt, så de ikke bare bliver floskler, præsenteret på glitret papir eller i versaler på digitale platforme? 

Det kræver mod at stille sig op og risikere at blive modsagt. Men jeg er sikker på, at det vil være med til at kvalificere fremtidens løsninger for vores velfærdssamfund, at vi tør tage den direkte dialog. Med hinanden. Med borgerne.

Jeg ser frem til, at Borgmesteren indkalder til borgermøderne, og jeg kommer naturligvis til dem alle.

Tiden er inde til forandring. Lad os handle!