Kommunerne må ikke bruge de penge, de har!
Dette udsagn hører vi næsten altid, når lokalpolitikere skal forsøge at forklare, at budgettet ikke helt blev som man ønskede. Som en undskyldning for, at der heller ikke denne gang var penge til at gennemføre alle løfterne fra valgkampen.
Det er en rigtig dårlig undskyldning. En ansvarsfraskrivende undskyldning. Hvor skylden placeres hos landspolitikerne på Christiansborg. Det er den stramme budgetlov, der er skurken, må man forstå.
Jeg respekterer til fulde budgetloven. Faktisk mener jeg, at den er en forudsætning for det kommunale selvstyres beståen.
Men det nytter altså ikke noget at misbruge budgetloven som en undskyldning for egen utilstrækkelighed.
De aktuelle opgørelser for de samlede kommunale serviceregnskaber for 2023 viser, at kommunerne samlet set kunne have brugt yderligere 1,3 mia kroner.
1.300 millioner kroner var altså stadig til fri disponering til drift af kommunerne i 2023.
Det er rigtig rigtig mange penge. Penge, der kunne have været brugt til som minimum at imødegå de serviceforringelser, som rammer rigtig mange borgere i hele landet. Også i Vejle Kommune. En kommune, der ovenikøbet har en velpolstret pengekasse.
Det er derfor både useriøst og direkte usandt når det igen og igen fremføres, at “kommunen må ikke bruge flere penge”.
Jeg ville have meget større respekt for, at man i stedet for dårlige undskyldninger stod på mål for den politik, man står for og tror på. Med rank ryg.
Der er politikere i Vejle Kommune der tror fuldt og fast på, at man kan spare sig ud af alle problemer. At besparelser har en motiverende indvirkning på de mennesker, der rammes.
Det er en helt fair politisk, ideologisk betragtning og overbevisning. Jeg tillader mig blot at være rygende uenig.
Vi ser i disse år alt for mange kortsigtede besparelser på det kommunale budget. Besparelser på den nære velfærd. På børn, unge, ældre, syge, sårbare, samt borgere med et handicap. Besparelser, som kommer til at føre til store merudgifter på både den mellemlange og den lange bane. Ud over det økonomisk uansvarlige i disse beslutninger, kommer de desværre også med store menneskelige omkostninger.
Når der skæres ned på antallet af voksne på specialskolerne; når klippekortsordninger til sociale aktiviteter til de ældre afskaffes; når sociale tilbud til psykisk sårbare må lukke, så kommer der en ekstraregning. Og prisen er blandt andet ensomhed, mistrivsel, og manglende tilknytning til arbejdsmarkedet.
Det er en dyr pris at betale. Specielt når pengene nu rent faktisk er der.
Det må naturligvis aldrig være et mål i sig selv, bare at bruge flere penge. Skattekronerne er vores alle sammens penge. Så de skal bruges med den største omhu. Men at spare sig til merudgifter, som vi gør i Vejle Kommune i disse år er direkte tåbeligt. Det bør vi kunne nå til enighed om at stoppe.
Det er simpelthen uansvarligt. Både på det økonomiske, men ikke mindst på det menneskelige plan!
Martin Sikær
Gruppeformand
Socialdemokratiet i Vejle Kommune