Ja, det er svært! Det er en udfordring, at flere og flere skoleelever har svært ved at være i den almindelige skole.
Hvordan lykkes vi med at skabe rammer som får børn og unge til at lykkes?
Vi SKAL kunne rumme børn med særlige udfordringer.
Inklusion? Kræver det et nyt begreb? Et perspektivskift?
Lad os indtil videre fortsat kalde det inklusion. I ordets konkrete forstand betyder det, at vi skal undgå at ekskludere nogen.
I kommunal tænkning handler det om at undgå at tage elever væk fra det helt almindelige skoletilbud.
I den konstitueringsaftale der blev lavet efter Kommunalvalget var min ambition at blive formand for Børn- og Familieudvalget. Det lykkedes.
Herefter var ambitionen som formand, at jeg ville besøge alle de 96 kommunale daginstitutioner og skoler, vi har i vores store kommune. Formålet var at få et større indblik i den enkelte skole og den enkelte institution. Alle 96 institutioner har samme mål; at skabe den bedste udvikling og trivsel for ethvert barn.
Jeg har lyttet mig til, hvad der fungerer - og hvad der kan spænde ben. Og jeg har været meget interesseret i at blive klogere på, hvad udfordringerne er.
Jeg må bare konkludere: Der er rigtig mange udfordringer.
Når vi oplever, at flere og flere børn og unge har det svært og er i mistrivsel socialt, personligt og fagligt, så skal vi finde ud af, hvad årsagerne kan være. Vi skal i hvert fald ikke bare fortsætte med at gøre det, vi gør.
Vi må aldrig glemme, at vi hele tiden skal tage udgangspunkt i barnet. Skolen skal tilpasses børnene - ikke omvendt!
Det er blevet meget vanskeligere at holde skole. Opgaverne er blevet væsentlig mere komplekse, og det kræver mere og mere af lærere og pædagoger at lykkes med at skabe tryghed, trivsel og faglig udvikling for eleverne i skoleklassen.
Jeg gik til valg på at arbejde for 2-voksen ordning eller co-teaching i indskolingen (0. - 3. klasse). Et løfte, jeg står ved - men et løfte, som er blevet udfordret. Efter mine besøg på de 96 kommunale skoler og daginstitutioner står det klart for mig, at der er et generelt problem med at rekruttere uddannet personale. Der mangler simpelthen “ledige hænder”.
På skoleområdet efterspørges der nogle steder muligheden for 2-voksen ordning. Andre steder giver 2-voksen ordning mindre mening. Derfor må vi overlade det til den enkelte skole at beslutte, hvordan de vil anvende de midler, der ER afsat til en 2-voksen ordning.
Vores dygtige, engagerede fagprofesionelle pædagogiske skolepersonale - undervisere og pædagoger - skal have kendskab til nyeste viden og eksisterende værktøjer, i forhold til at støtte og udvikle det enkelte barn.
Og vi skal til stadighed udvikle fagligheden.
Vi er nødt til at erkende, at hvis børn med særlige udfordringer fortsat skal rummes i Folkeskolen, så er der et behov for specialpædagogisk faglighed. Faglighed og viden om de behov, som børn med særlige udfordringer har, kommer ikke af sig selv.
At vi som politikere tager dette yderst alvorligt, viser vi ved at afsætte flere midler til skolerne og give en markant øget opmærksomhed til den komplekse opgave, som skolerne står med. Samtidig skal vi politikere udvise fuld tillid til, at skoleledelsen omsætter midlerne til det, der giver mest mening på den enkelte skole.
Ja, det er svært!
Det mangfoldige fællesskab kalder på mangfoldige redskaber, hvis det skal lykkes. Samt politisk opmærksomhed og vilje!
