På lederpladsen i Vejle Amts Folkeblad blev S og SF for kort tid siden bedt om at gå planken ud. Når vi ikke kunne skrive under på budgettet, mente den ansvarshavende redaktør, at vi så som en naturlig konsekvens måtte forlade konstitueringen.
Den fik lige lidt ekstra kant. ”Lone og Martin bør forlade de lukrative formandsposter”, hed det sig.
Det er et vilkår når man går ind i politik, at man fra tid til anden får skudt i skoene, at det er noget man gør for goderne og pengenes skyld.
Men når vi i den socialdemokratiske byrådsgruppe er enige om at blive som en del af konstitueringen, skyldes det, at vi fortsat ønsker at gøre vores indflydelse gældende.
Vi er en del af formandskaberne i Klima-, Natur- & Miljøudvalget, Børne- & Familieudvalget, Børne- & Ungeudvalget, Teknisk Udvalg og Udvalget for Lokalsamfund og Nærdemokrati. Udvalg, der i daglig tale benævnes Fagudvalg
I disse fagudvalg er vi med til at udforme dagsordener og anvise den politiske linje for fremtiden. Det synes jeg i al beskedenhed, at vi slipper ganske udmærket fra.
Vi så rigtig gerne at de økonomiske prioriteringer i Vejle Kommune så anderledes ud. Det var grunden til at vi forlod budgetforhandlingerne.
Forligskredsen ønskede at lave nogle politisk motiverede besparelser på kernevelfærden. Ikke fordi det var nødvendigt ud fra et økonomisk perspektiv. Men alene for at signalere, at Danmarks billigst drevne kommune godt kunne drives endnu billigere.
”Det er bare politik”, gentog borgmesteren igen og igen når vi spurgte, hvorfor man ønskede at spare sig til merudgifter. For det er præcis det vi kommer til.
Det er ikke alene uanstændigt over for de borgere, der har brug for hjælp og støtte, samt de medarbejdere der skal løbe endnu stærkere for at levere et tåleligt serviceniveau.
Det er også økonomisk uansvarligt.
Vi forlod som bekendt budgetforhandlingerne, men har ingen planer om at forlade konstitueringen på nuværende tidspunkt.
Som nævnt ønsker vi at gøre vores indflydelse gældende. De 18.342 mennesker, der betroede Socialdemokraterne deres stemme ved sidste kommunalvalg, har krav på, at vi hver eneste dag arbejder benhårdt på, at Vejle Kommune drives så hensigtsmæssigt som overhovedet muligt.
Der lyttes til os i fagudvalgene. Vi er sammen med Venstre det eneste parti, der har sæde i alle udvalgene. Men vi har naturligvis klart mest indflydelse på dagsordenen i de udvalg, hvor vi er en del af formandskabet.
Så vi bliver, fordi det for nuværende giver størst indflydelse og dermed bedst mening for os.
Vi synes bestemt ikke, det er et godt budget, Forligspartierne har vedtaget. Vi kæmpede det bedste vi har lært. Både under forhandlingerne, og her efterfølgende. Men budgettet står ved magt.
Forligspartierne synes det giver god mening at spare på Folkeskolen og i dagtilbud. Nu skal lærere og pædagoger have ansvar for endnu flere børn ad gangen, selvom al forskning, erfaring og sund fornuft peger på, at der er brug for flere voksne per barn, for at skabe tryghed og trivsel.
Når vi ikke investerer i forebyggende indsatser, står vi med enormt dyre enkeltsager på et senere tidspunkt. Vi sparer os til en merudgift, og flere unge mennesker får ikke de muligheder der skal til, for at de kan blive herre i eget liv. Det har altså også store menneskelige omkostninger.
Forligspartierne ønsker ligeledes at spare på ældreplejen. De borgere, der tidligere fik hjælp til rengøringen hver 2. uge, skal i fremtiden nøjes med rengøringshjælp hver 3. uge. Det er efter vores mening ikke et anstændigt serviceniveau.
Klippekortordningen, der skulle give lidt frihed og overskud i hverdagen, er også sparet væk. Og så er en del af de aktivitetsmedarbejdere på plejecentrene, der kan give lidt indhold i hverdagen samt aflaste de pårørende også skåret væk.
Man ved, at det koster på den lange bane. Så også her kommer vi til at spare os til en merudgift. Det er dumt, uanstændigt og økonomisk uansvarligt.
Men vi bliver i konstitueringen. Det er den bedste mulighed vi har, for at de unødvendige, politisk begrundede besparelser får så få og så lempelige konsekvenser som overhovedet muligt.
Det skylder vi borgerne i Vejle Kommune.