En god skole starter i vuggestuen - og står og falder med de voksne
Af Martin Sikær, Borgmesterkandidat (S), Vejle Kommune
Der er mange, der har holdninger til skolen. Det er ikke så mærkeligt – folkeskolen er en af vores vigtigste fælles institutioner. Men i debatten glemmer vi ofte, hvor det hele starter: ikke i 0. klasse, men i hjemmet og i dagtilbuddet.
Som socialdemokrat, far, tidligere pædagogmedhjælper og skolelærer tror jeg på, at vores vigtigste investering er børnene – og de voksne omkring dem. Hvis vi vil have en god skole, skal vi starte længe før skolestart. Og hvis vi vil have, at børn trives, lærer og udvikler sig, skal vi give de voksne omkring dem de bedste muligheder for at lykkes.
Jeg vil gerne sætte ord på, hvordan det kan se ud – og hvorfor det ikke bare er en pædagogisk drøm, men også god samfundsøkonomi og sund fornuft.
Det starter i vuggestuen
Nogle gange tror vi, at skolens udfordringer kan løses med nye tests, flere rapporter eller mere opsøgende kontrol. Men den vigtigste forudsætning for, at et barn kan lære noget, er, at det er trygt. Og den tryghed skabes i gode relationer - også til de professionelle voksne barnet møder udenfor hjemmet. Fra allerførste færd. I vuggestuen eller i dagplejen. Med kompetente voksne, der ser barnet, forstår barnet – og som har tid til at være der.
Vi har mange dygtige lærere, pædagoger og medhjælpere i Vejle Kommune. Men vi må også ærligt sige: Presset er stort. Der er for få hænder til for mange opgaver. Der er kommet flere børn - og flere børn med komplekse udfordringer. Der er flere med sproglige udfordringer, flere med sociale vanskeligheder og flere, der har brug for ekstra støtte. Vi skylder dem, og vi skylder personalet, at vi tager det alvorligt.
I vores valgprogram har vi sat et klart pejlemærke: Børn og unge i trivsel. Det handler ikke kun om folkeskolen. Det handler om hele barndommen – fra det første møde med dagplejeren til den sidste eksamen i grundskolen.
Derfor ramte det mig, da jeg læste Stine E. Kridals kronik i Information: “Opskriften på en god skole – det står og falder med de voksne”.
Den kommer ikke fra et ministerium, et tænketankskontor eller en konsulentrapport. Den kommer fra praksis. Fra en, der har fingrene i arbejdet. Og den rammer plet.
Stine E. Kridal nævner 11 punkter, der tilsammen danner en grundopskrift på god skole. Jeg nævner dem ikke alle her – men essensen er klar: Færre børn per voksen. Tid til relationsarbejde. Fokus på tryghed. Plads til både fællesskab og individuelle behov. Tid til forberedelse. Og respekt for, at voksne skal kunne lykkes i deres arbejde.
Og ja – det lyder dyrt. Men det er langt dyrere at lade være.
De voksnes arbejdsvilkår er børnenes vilkår
Hvis vi ikke investerer i gode arbejdsbetingelser for pædagoger, lærere og skolepædagoger, så betaler børnene prisen. Vi ser det allerede i tallene:
- Hver femte underviser i folkeskolen er ikke læreruddannet.
- Fire ud af ti uddannede lærere arbejder slet ikke i skolen.
- Kun 41 % af lærerstuderende forventer at søge job i folkeskolen.
- Og alt for mange børn mistrives – nogle så meget, at de helt opgiver skolen.
Det her er ikke bare statistik. Det er virkelighed. Og det er derfor, vi i Socialdemokratiet i Vejle siger: Vi skal skabe den gode arbejdsplads – også i vuggestuen, børnehaven og 8.B.
Det handler ikke om curling eller overbeskyttelse. Det handler om at skabe de rigtige rammer, så fagligheden kan blomstre. Lærere og pædagoger har ikke brug for flere kontrolskemaer. De har brug for tid, tillid og ledelse, der står på deres side.
Inklusion kræver handling – ikke bare hensigt
En af de største udfordringer i både dagtilbud og skole er inklusion. Vi vil gerne rumme alle børn – og det skal vi også. Men inklusion kræver mere end gode intentioner. Det kræver ressourcer. Tæt samarbejde. Faglig støtte. Og realistiske rammer.
Som Stine E. Kridahl også peger på: Der er intet galt med PPR, psykologer og konsulenter. Men hvis deres anbefalinger blot bliver afleveret i rapportform og lagt i et skema, så sker der ikke meget. En lærer, der står alene med 26 børn, kan ikke omsætte individuelle hensyn i praksis – uanset hvor god hun eller han er. Og det samme gælder pædagogen, der står med 12 børn i blealderen og to telefonopkald i røret.
Derfor skal vi bringe fagligheden tættere på. Der, hvor børnene er. I stuen. I klasselokalet. I hverdagen.
Det handler ikke om eksperimenter – det handler om mennesker
Jeg har dyb respekt for forskning og for de mange kløgtige mennesker, der forsøger at finde løsninger på vores velfærdsudfordringer. Men jeg tror, vi skal være ærlige: Mange problemer kan ikke fikses oppefra. De skal fikses tæt på børnene – og sammen med de voksne, der kender dem.
Vi skal have tillid til fagligheden. Vi skal turde lytte til dem, der står i virkeligheden hver dag. Og vi skal skabe rammer, hvor de voksne kan trives, udvikle sig og gøre en forskel. For det hele står og falder med de voksne. Det gælder i vuggestuen. Det gælder i folkeskolen. Og det gælder i vores fælles fremtid.
Vejle Kommune kan mere
Vi har meget, der fungerer godt i Vejle Kommune. Dygtige medarbejdere. Lokalt engagement. En stærk tradition for samarbejde. Men vi må også erkende, at vi står med nogle grundlæggende udfordringer – og dem skal vi turde handle på.
Det kræver prioriteringer. Og det kræver politisk vilje. Det er ikke gratis. Men det er en investering i det vigtigste, vi har: Børnenes livschancer. Vores fælles fremtid.
Så mit budskab er egentlig enkelt:
Hvis vi vil have stærke børn, skal vi have stærke voksne.
Hvis vi vil have en god skole, skal vi starte i dagtilbuddene.
Og hvis vi vil bygge noget holdbart, skal vi lægge et solidt fundament – i stedet for hele tiden at lappe på taget.
Vi siger i vores kampagne: Vejle Kommune kan mere.
Det gælder også for vores børn.
Lad os give dem de voksne, der gør forskellen.
