Budgettalen 2025

Lad mig slå det fast med det samme. Socialdemokratiet går ind til dette års budgetforhandlinger med det klare mål at være med til at tage ansvar og skrive under på budgettet. 

Det gør vi hvert år. Sidste år gik den desværre ikke. Flertallet ønskede at sende det politiske signal, at Vejle Kommune kunne og skulle drives endnu billigere. 

Vi mente omvendt, at den besparelse, der blev lagt op til, ikke gav mening. Man ville spare sig til merudgifter og det ville gå ud over det borgernære serviceniveau. Så vi tog ansvar ved at stemme imod, og fremlægge vores eget budgetforslag sammen med SF.

Noget tyder på at forligskredsen blev klogere efter at have læst flere 100 enslydende høringssvar, og efter at have mødt borgerne ved de dialogmøder, man besluttede sig for at afholde. Altså efter at budgettet var vedtaget.

Vi vil gerne her udtrykke vores store respekt for at Borgmesteren stillede sig op og forklarede, at besparelserne alene var politisk motiverede. Det er ordentlighed, og det aftvinger respekt.

At vi så var lodret uenige i beslutningen var jo det, der desværre førte til, at vi ikke kunne være med i budget 2024.

 

Budget 2024 har haft nogle rimelig håndfaste konsekvenser. For blot lige at nævne et par stykker:

  • Gadesygeplejersken er sparet væk.
  • Åbningstiderne i dagtilbud er indskrænket.
  • Elkjærskolen er i lighed med Vandelskole, indstillet til lukning.
  • Og så skal vores ældre borgere i fremtiden kun have gjort rent hver 3. uge. Og hvis de vil have støvsuget, må de købe en robot.

”Det er politik”, var det udtryk, der nærmest blev synonymet med budget 2024. 

Det er fuldstændig rigtigt. Men det var ikke en politik, vi kunne se os selv i.

 

Nu står vi heldigvis foran nye budgetforhandlinger. I lighed med tidligere år, er pengene til stede. Det er muligt  at lave et robust budget. Et budget uden besparelser for besparelsernes skyld.

Vi er i Socialdemokratiet helt med på, at vi skal finde nye metoder til at løse fremtidens udfordringer.

Men vi finder altså ikke de kloge løsninger på de nuværende og fremtidige udfordringer, ved bare at lave besparelser og bede vores personale løbe endnu hurtigere. Det vil kun gøre driften dyrere, da det fører til øget sygefravær og afledte udgifter ved ikke at være på forkant med udviklingen. Det vil betyde, at vi sparer os til merudgifter. 

 

Vi tror på tidlige forebyggende indsatser. Og det er mange ting.

Det er bestemt glædeligt, at der er blevet afsat 50 millioner af selvbudgetteringspengene til Folkeskolens fremtid. Man vil gerne have fokus på børns trivsel og skabe bedre muligheder for læring, kan vi læse i beskrivelsen af beslutningen. Det lyder klogt.

Vi håber dog i Socialdemokratiet, at det er ok at vi også kommer med forslag på dagtilbudsområdet. Vi tror at koden skal knækkes så tidligt som muligt.

Børn og unges trivsel, ja, trivsel for alle borgere i vores kommune står enormt højt på vores ønskeliste i år.

Trivsel skabes i relationen mellem mennesker. Derfor er det af afgørende betydning at vi sørger for at rammerne er til stede og omgivelserne tidssvarende, der hvor disse relationer dyrkes. 

 

Vi har et efterslæb i Vinding. Vi har sat penge af til en forundersøgelse og konklusionen er klokkeklar. Venteliste til gymnastikholdene, badminton der spilles på ukristelige tidspunkter, omklædning der foretages hjemme, da der ikke er plads på anlægget, er nogle af de udfordringer de står med i det daglige. Vi gør det svært at være aktiv i lokalområdet. Vi synes ikke vi skal det lade blive ved planerne. Vi skal have bygget en hal og udbygget de faciliteter, der følger med.

Det er ikke altid det for os giver mening at indtænke springgrave når vi bygger haller. Men lige præcis her giver det mening. Brugerne er der allerede.

 

Bygningerne på Vestre Stadion er mere end bare et klubhus for VFC. Det er nerven i og samlingspunktet for store dele af de lokale i Vestbyen. Vi bør få lavet en plan for udvidelserne og optimering af det eksisterende. Gevinsten vil langt overstige den udgift vi vil få med byggeriet.

 

Det samme kan man i øvrigt sige om Skibet, Jelling og flere andre steder. Vi er desværre kommet lidt på bagkant med de investeringer, der naturligt følger med et stadig stigende befolkningstal. I Jelling ligger der en fantastisk mulighed for gearing af den kommunale medfinansiering. For 2 millioner kroner, kan vi få et springcenter til 15 millioner. Den er Socialdemokraterne med på.

 

Med kloge investeringer tror vi på, at vi kan finde de nye løsninger, fremtidens udfordringer kalder på. Det står i hvert fald lysende klart for os, at vi bestemt ikke kan spare os til det.

 

Der tales i disse år meget om civilsamfundet og frivilligheden, som løsningen på stort set alle udfordringer vi står over for, i forbindelse med rekrutteringsudfordringer mm. 

Vi tror rigtig meget på begge dele. Men det er ikke som mulige besparelser. Frivillighed skal faciliteres af professionelle fagfolk. Frivillighed skal give mening for alle, og bestemt også de frivillige selv. Og vigtigst af alt. Frivillighed, der fungerer, kræver investeringer og koster penge. Længere er den ikke.

 

Vi stillede sammen med SF et forslag om permanentgørelse af projekt Outdoor, vedrørende hjemmeboende demensramte borgere. Vi fandt pengene i 2024, og det er vores håb og ønske at budgetønsket der er fremført af både Senior og Børne/Familie udvalget bliver efterkommet.

Det er et projekt, der både hjælper med at bremse op for udviklingen af demensen og giver de pårørende den nødvendige aflastning i hverdagen.

Det er et eksemplarisk bevis på, at der ligger en gemt ressource som vi i fremtiden skal være bedre til at bringe i spil. Men den kommer også med en pris.

 

Vi har rigtig meget på hjertet.

Vi mener stadigvæk, at projekt Sund Vejle Fjord skal fortsætte. 

Der skal stadig investeres i infrastruktur, inklusiv cykelstier.

Anbefalingerne i den nye sundhedspolitik skal understøttes.

Vi bør gå forrest i klimarenoveringerne af de kommunale bygninger, så som skoler og daginstitutioner.

Og meget meget mere. 

Vi skal kort sagt blive bedre til at udnytte det kæmpe potentiale, vores kommune indeholder.

 

Men vi er et helt parti og en homogen gruppe, så i lighed med tidligere år, vil Socialdemokratiets ønsker til budget 2025 blive fremført at gruppens medlemmer i den debat der følger.

 

Jeg har ved tidligere budgettaler omtalt 1. behandlingen som en nærmest rituel stammedans. 

For Socialdemokratiet er det dog ikke mere rituelt end at vi føler os forpligtet af det vi siger her under førstebehandlingen, når de egentlige forhandlinger finder sted d. 10. September.

Det er vores håb, at det i år vil gælde alle partier. Vi er ikke med på besparelser på de store velfærdsområder, Voksen, Senior og Børne og Familie. Det er min klare opfattelse, at vi vil høre samme budskab hele vejen rundt. Så måske det bliver i år, hvor vores drøm om et budget uden besparelser bliver til virkelighed. 

 

Håbet er lysegrønt, siges det. Og da samtlige partier stræber efter at være det mest grønne af alle, er jeg bestemt optimist.

 

Jeg håber på en god og konstruktiv debat.

Martin Sikær