Budgettale 2. behandling

Gruppeformandens budgettale ved 2. behandling af budgetforslag 2024-2027

Jeg vil gerne starte mit indlæg med en undskyldning. En uforbeholden undskyldning.
Jeg dukkede op ved 1. behandlingen af dette budget med både popcorn og sodavand.

Det var dumt.

Det var barnligt.

Det var uprofessionelt. 

Undskyld.

 

Jeg handlede på egen hånd. 

Min gruppe kan ikke tages til indtægt. 

De var end ikke orienteret.

 

Men jeg troede rent faktisk, der var noget at fejre!

Jeg troede rent faktisk, at vi politikere i Vejle Byråd mener, hvad vi siger. Både her i salen, i fagudvalget, på gaden og ved borgermøder.

Og alle var enige om, at vi skulle lave et velfærdsbudget. Det var det jeg synes var værd at fejre! Med popcorn og sodavand. 

 

Pengene er til stede - vi har et historisk stort økonomisk råderum. En gylden mulighed for at begynde at bygge lidt på det meget lave serviceniveau, vi har i Vejle Kommune.

Det eneste, det krævede, var at vi skulle udfordre rammerne lidt. 

År efter år er vi blevet belært om, at det var helt umuligt. Ja, enkelte har endda udtalt,  at det var direkte ulovligt.

Men alle havde i år tilkendegivet, at NU ville og kunne man pludselig godt udfordre rammerne. 

Det var endnu en grund til det der med popcorn og sodavand. Jeg så frem til at høre mere eller mindre kulørte forklaringer på denne kovending. 

Men forklaringerne udeblev. Lidt ligesom budgetdebatten.

Men pyt, tænkte vi. 

Så længe I bare var med på idéen. Et velfærdsforlig uden besparelser var indenfor rækkevidde, når alle var med på at udvide og udfordre rammen.

Ved 1. Behandlingen blev der taget udgangspunkt i de 3 V’er:
Velfærd, Vækst og Vilje til nye veje.

Der blev talt om et budget i balance.

Mere velfærd.

Et Senior-område, hvor der skulle rettes op efter flere år, hvor man har underbudgetteret

Flere voksne i daginstitutionerne og i Folkeskolen - Vi tillod os at tolke det som flere voksne pr. barn

Ikke flere sparerunder på Senior- og Voksenområdet.

Blot for at nævne bare et lille uddrag fra det forligspartierne havde på hjertet.

 

Højt at flyve dybt at falde.

Vi kom hurtigt ned på jorden igen. Da forhandlingerne skulle til at begynde, blev vi gjort opmærksomme på, at man da ganske rigtigt havde planer om at melde mere ramme ind, end vi plejer.

Desværre havde man ikke planer om at melde det ind, der skulle til for at undgå besparelser.

Vi skulle med andre ord acceptere nye besparelser for at kunne være med til at forhandle, på trods af det historisk store økonomiske råderum. Og på trods af de fine intentioner, der blev præsenteret af ordførerne her i byrådssalen d. 6. september. 

Økonomiforvaltningen havde lavet nogle meget fine økonomiske analyser, der gjorde det helt klart, at vi skulle bruge ekstra ramme for 84,9 mio. kr., hvis vi skulle holde os fri for besparelser på Senior-, Voksen- og Børne- & Familieområdet.

Derfor meldte vi meget forsigtigt ud, at vi da som minimum skulle finde de 84,9 mio. kr.

Så gik der lidt Hjallerup Marked i det, og man endte på 50 mio. kr.

 

Jeg kan den dag i dag stadig ikke regne ud, hvor det tal kommer fra. Det er ikke forankret i nogen form for faglighed, eller for den sags skyld fremkommet på baggrund af økonomiske beregninger eller analyser. Det er simpelthen bare grebet ud af luften.

Det er ærlig talt lidt rystende, og et udtryk for økonomisk uansvarlighed.

Vi har tidligere opfordret til, at vi nytænker de økonomiske styringsprincipper i Vejle Kommune. 

De nuværende er utidssvarende.

Men vi er altså ikke klar til at opgive princippet om et Budget i Balance.

Det budget, I med stor sandsynlighed vedtager lige om lidt, er et Budget i Ubalance. Det er ikke noget, vi finder på. Det viser Økonomiforvaltningens analyser.

Bevares, I forventer at fagudvalgene skaber balance ved at skære ned og indføre endnu en omgang besparelser, i den nærmest endeløse række af besparelser, som vores medarbejdere og dermed borgerne er blevet udsat for.

 

Vi har i Socialdemokratiet stået bag ved mange besparelser gennem årene, og det kommer vi også til at gøre i fremtiden, for vi skal være økonomisk ansvarlige, og turde tage de upopulære beslutninger. 

Men besparelser giver udelukkende mening, når det er nødvendigt.

 

Kære Venner. Vi står i år med et historisk stort råderum.

Og hvad bliver resultatet. Nye besparelser.

Det er helt unødvendigt. Det kan vi simpelthen ikke være bekendt. 

Endnu engang sender vi aben videre til vores mange kommunalt ansatte, der allerede er max pressede. Endnu engang sender vi aben videre til borgerne i Vejle Kommune.

 

I kan med nogen ret sige:

Vi tildeler da Seniorudvalget 43 mio. kr. ekstra. Det er sandt.

Men økonomiforvaltningen har advaret om budget-ubalance og dermed besparelser, hvis ikke vi tildeler minimum 56,3 mio. kr. ekstra. S og SF tildeler i vores budgetforslag området 62 mio. kr.



I kan med nogen ret sige:

Vi tildeler da Voksenudvalget 28 mio. kr. ekstra. Det er sandt.

Men økonomiforvaltningen har advaret om budget-ubalance og dermed besparelser, hvis ikke vi tildeler minimum 32,1 mio. kr. ekstra. S og SF tildeler i vores budgetforslag området 39 mio. kr.



I kan med nogen ret sige:

Vi tildeler da Børne- og Familieudvalget 29 mio. kr. ekstra. Det er sandt.

Men økonomiforvaltningen har advaret om budget-ubalance og dermed besparelser, hvis ikke vi tildeler minimum 46,5 mio. kr. ekstra. S og SF tildeler i vores budgetforslag området 51 mio. kr.

 

Vi skal sikkert lytte til anklager om at vores budgetforslag er udtryk for et massivt overforbrug.

Intet kunne være mere forkert.

Det flyder hverken med mælk eller honning i vores budgetforslag. 

 

I har afsat 100 mio. kr. til Velfærdsområderne. Et dejligt rundt tal. Let at overskue. Man kunne fristes til at tro, at det var et mål i sig selv.

Økonomiforvaltningens analyse sagde 134,9 mio. kr. for at undgå budget-ubalance og dermed besparelser.

 

S og SF afsætter i vores budgetforslag 152 mio. kr. ekstra til velfærden. Det løser bestemt ikke alle de udfordringer, som Vejle Kommune, i lighed med en lang række andre kommuner, står overfor i disse år.

Men det sender et klart signal til medarbejderne og borgerne i Vejle Kommune om, at der trods alt er lys for enden af den nærmest endeløse lange besparelses tunnel, vi har befundet os i de sidste mange år.



Apropos Tunnel.

Ja, nu er vi så kommet til anlæg.

Der er i jeres budgetforslag afsat 115 mio. kr. til en Havnetunnel. Godt nok først i 2026.

Men projektet ved havnen koster på den dyre side af 350 mio. kr. 

Skal de sidste 235 mio. kr. også findes i vores egen kasse?

 

S og SF har afsat 250.000 til en gang for alle, at få undersøgt om det er muligt med statslig eller privat medfinansiering.

Det har vi forpligtet os til i konstitueringsaftalen. Og vi holder de aftaler vi indgår. ALTID!



I har i jeres budget afsat en pulje til Infrastruktur, Byudvikling, Omfartsvej mm.

Der har indsneget sig en lille fejl, da puljen er afsat under Økonomiudvalget. Fagligheden ligger jo i Teknisk Udvalg, så vi har i vores budget valgt at flytte puljen til rette sted. Og så har vi gjort puljen lidt mere robust.

 

Hvis I ikke kan se lyset i vores budgetforslag, synes vi, at I bør få rettet fejlen i jeres, så bevillingerne gives til det fagudvalg hvor opgaverne hører hjemme.

 

Vi har afsat og reserveret massivt flere midler til Teknisk Udvalg, da vi simpelthen har enorme anlægs-efterslæb, både mht. byudvikling, klimasikring, infrastruktur, bygninger, både nyopførte og vedligehold af de ældre, og meget andet

Det er ikke et udtryk for ødselhed eller ekstravagance. Det er et udtryk for godt købmandskab.

Vi kan ikke spare os ud af de udfordringer, vi står overfor.

Vi er simpelthen nødsaget til at investere.

 

Heldigvis har vi pengene. Eller, det er faktisk ikke et udtryk for held.

Det skyldes kloge, svære, men nødvendige beslutninger tilbage i 2009 og i årene efter.

Det har I, kære blå venner, en stor aktie i. Tak for det.

 

Men tiden er nu en anden, og det kalder i den grad på forandring.

Ingen ønsker sig tilbage til situationen i start 10’erne. Men vi kan ende der hurtigere end vi aner, hvis vi fortsætter med at møde enhver udfordring med besparelser.  

Vi kan sagtens undgå det. Det eneste det kræver er, at minimum 4 medlemmer fra forligspartierne, besinder sig og stemmer for det budgetforslag, vi sammen med SF fremlægger i dag.

Det er fuldt ud økonomisk ansvarligt.

Det sikrer et Budget i Balance.

Og så lever det rent faktisk op til alt det, I stod og lovede ved 1. Behandlingen.

 

Og så lige en ekstra personlig hilsen og hjælp her på falderebet.

Venstres politiske ordfører forholdt sig fuldstændig tavs under hele 1. Behandlingen af budgettet. 

I sig selv temmelig ejendommeligt for en ordfører. 

Endnu mere ejendommeligt er det så, at ordføreren valgte at fremføre budgetønsker og ændringsforslag i den lokale avis. Efter forhandlingerne var afsluttet. 

Det svarer lidt til at sende sine julegaveønsker til Julemanden d. 27. december.

Per Olesen ønskede sig en ny hal, både i Vinding og i Skibet, samt massive investeringer i nye cykelstier.

Jeg har svært ved at tro, at det bare var tænkt som en gratis omgang. For sådan tænker ingen ansvarlig politiker.

Så vi har levnet plads til, at der både kan bygges en hal i Vinding og i Skibet, i vores budgetforslag. Der kan skam også investeres massivt i nye cykelstier og meget mere end det.

Det eneste, det kræver, er et flertal for S og SF’s budgetforslag. Så vis da lidt mod og mandshjerte. Stå på mål for dine holdninger, og rejs dig op sammen med mig og mine økonomisk ansvarlige venner på denne side af salen.

Tak for ordet. Jeg ser frem til en god og grundig debat.

Må det bedste og mest ansvarlige budget blive vedtaget.


Gruppeformand Martin Sikær (S)