I dagens artikel i Vejle Amts Folkeblad kan man godt få indtryk af, at jeg udtaler mig som talsmand for ”Send flere penge-Partiet”.
Artiklen er en del af folkebladets temaserie om ældreplejen i Vejle Kommune.
Ja, jeg tager ansvar for budgetterne, men jeg lukker ikke øjnene for, at vores velfærdsområder er underfinansierede. Vi skal tage den vigtige diskussion om, hvordan vi rent faktisk opnår en bedre balance mellem budget og forventninger.
Sandt er det da også, at jeg i artiklen nævner muligheden for flere indtægter som en del af løsningen, hvis der skal komme balance mellem det serviceniveau, vi gerne vil tilbyde borgerne i Vejle Kommunen og det budget, vi bevilger til velfærdsområderne.
Jeg er også helt sikker på, hvad reaktionen bliver, fra mine gode kollegaer på den anden side af bordet:
”Økonomisk uansvarlig udmelding fra Socialdemokratiet.”
”Sikær har tabt sutten”.
”Vi kan ikke bruge flere penge pga. rammerne”.
Andre reaktioner vil overraske mig. For vi bruger aldrig rigtig tid på at diskutere økonomi. Vi slår bare autopiloten til, og læser op fra bogen med politiske floskler.
Men lad mig slå fast med det samme. Vi både kan og skal gøre noget ved rammerne!
Og jeg har bestemt ikke tabt sutten.
Vi har lige i fællesskab vedtaget en ny visionsplan for Vejle Kommune. Den kan koges ned til tre ambitioner:
- Vi er noget for hinanden
- Vi giver mere, end vi tager
- Vi former fremtiden med mod
Hvor floskelfyldt det end lyder, så er det de ambitioner, der er visionen for de næste 4 år. Nu er det tid til at handle.
Skulle vi ikke prøve at slå den politiske autopilot fra. Lægge fordommene til side og prøve at se, om vi ikke sammen kan løse de problemer, vi faktisk er valgt til at løse. I stedet for endnu engang blot at gøre, som vi plejer. Og så stadig virke påtaget overraskede, når borgere og ansatte fra tid til anden fortæller lidt om virkeligheden. En virkelighed, som ingen af os kan være stolte af.
Jeg glæder mig til debatten. Jeg glæder mig til at blive klogere. For klogere bliver man altid, når man fordomsfri går ind i debatter med mennesker, man ikke nødvendigvis er enige med.
Jeg sidder klar med kaffen. Så skriv, ring eller book et kaffe-/kagemøde her på siden.
Martin
Artiklen, jeg refererer til "Sikær vil have vejlenserne til lommerne efter chok i ældreplejen: ´Jeg er træt af det glansbillede, der tegnes af Vejle Kommune`, kan du læse på vafo.dk (bag betalingsmur) https://vafo.dk/erhverv/sikaer-vil-have-vejlenserne-til-lommerne-efter-chok-i-aeldreplejen-jeg-er-traet-af-det-glansbillede-der-tegnes-af-vejle-kommune