1. maj tale 2025
Det er dejligt at stå her i dag. Ikke bare fordi det er forår og solen skinner – men fordi 1. maj er noget særligt. Det er en dag, hvor vi samles om noget, der er større end os selv: troen på, at fællesskab virker. At vi kan mere sammen, end vi kan hver for sig.
Jeg står her som socialdemokrat, som medlem af byrådet – og som far til tre dejlige piger, der hver dag minder mig om, hvorfor det hele egentlig betyder noget.
Og jeg siger det med det samme: Politik for mig handler ikke om ideologi for ideologiens skyld. Det handler om mennesker. Om at få hverdagen til at hænge sammen. Om at skabe nogle rammer, vi faktisk har lyst til at leve i.
Vi har meget at være stolte af her i Vejle. Vi har skoler, hvor lærere og pædagoger hver dag gør deres bedste – ofte under svære vilkår.
Vi har plejehjem, hvor medarbejderne kæmper for at skabe trygge rammer for vores ældre.
Vi har ildsjæle i lokalsamfundene, der løfter frivilligheden, som om det var en livsopgave.
Det gør mig stolt. Det gør mig også stædig. For det må aldrig blive normen, at dem, der løber stærkest, også skal bære mest.
For ærligt talt: Vores velfærdssystem er presset. Der er børn i Vejle, der vokser op i fattigdom. Unge, der kæmper med mistrivsel. Ældre, der savner nærhed og omsorg. Og medarbejdere, der føler sig overset – selvom de er dem, der får det hele til at hænge sammen.
Det er vi nødt til at tage alvorligt.
Vi skal investere i velfærd – ikke spare den ihjel.
Det burde ikke være kontroversielt at sige, at der skal være tid til omsorg i ældreplejen. Eller at skolerne skal have råd til at sætte to voksne i klassen, når det er nødvendigt. Eller at pædagogerne skal have mulighed for at være noget for børnene – og ikke bare løbe efter opgaven, som bliver sværere og sværere at overskue og løse.
Og det handler ikke bare om penge. Det handler om prioriteringer. Om, hvad vi som samfund vælger at sige er vigtigt.
For mig er det vigtigt, at vi passer på dem, der passer på os. At vores offentlige arbejdspladser er steder, hvor man bliver lyttet til. Hvor faglighed tæller. Hvor der er tillid – og ikke kun kontrol.
Jeg har sagt det før, og jeg siger det igen: Det er ikke skemaer og regneark, der skaber trivsel. Det er mennesker. Og hvis vi bliver ved med at presse folk på tid og dokumentation, så knækker de til sidst. Det kan vi simpelthen ikke være bekendt.
Og så må vi også tale om børnene. For det er jo dem, det hele handler om i sidste ende. De skal have en god opvækst – uanset om de vokser op i Børkop eller Give, i Ødsted eller i Vejles midtby, eller hvor som helst i vores kommune. Det er ikke rimeligt, at postnummeret stadig afgør, hvor godt du klarer dig i livet. Vi skal sørge for, at alle børn får en fair chance – uanset baggrund.
Det kræver en skole, der både har høje forventninger og plads til forskellighed. Det kræver daginstitutioner, hvor der er tid til at trøste og lege. Og det kræver, at vi tør gribe ind tidligt – ikke først når problemerne er blevet store.
Og så er der klimaet.
Det er jo ikke nogen nyhed, at vi står midt i en klimakrise. Men vi skal passe på, at vi ikke gør det hele til en individuel opgave. Det er ikke den enkelte borger, der alene skal redde planeten ved at droppe plastikposer og skrue ned for varmen.
Vi skal tage politisk ansvar. Kommunalt, nationalt, globalt. Og vi skal turde investere i fremtiden – i grøn energi, i kollektiv trafik, i bæredygtig byudvikling. Også når vi politisk møder lidt modstand og tingene kan blive lidt svære. Heldigvis har vi allerede gang i meget i Vejle. Men der er brug for mere, meget mere. Vi har brug for mod. For handling.
Vi skal ikke være bange for at tænke stort. Det er faktisk helt ok at have ambitioner. Især når de handler om, at fremtidige generationer også skal have en planet at bo på.
Men uanset om vi taler klima, velfærd eller uddannelse, så er der én ting, der går igen: Fællesskabet.
Det er ikke bare et flot ord, vi trækker op af hatten 1. maj. Det er det, der bærer os, når det bliver svært. Når nogen mister deres arbejde. Når sygdom rammer. Når livet ikke går som planlagt. Der skal fællesskabet stå der. Ikke som en løftet pegefinger, men som en udstrakt hånd.
Og jeg ved godt, det kan lyde stort og luftigt. Men det er faktisk helt lavpraktisk: Det handler om, at vi har råd til hjælp og støtte, når vi bliver gamle. At skolen ikke skal spare på støtten til de børn, der har brug for lidt ekstra. At der er tid nok i vuggestuen til at tage sig af et barn, der græder.
Det er dér, fællesskabet viser sit værd. Ikke i paroler, men i praksis.
Så når vi samles her i dag, så er det ikke kun for at kigge tilbage og klappe hinanden på skulderen over tidligere sejre. Det er også for at kigge frem. Og spørge:
Hvad vil vi med det her samfund?
Jeg vil gerne være med til at skabe et samfund – og en kommune – hvor vi løfter i flok. Hvor vi insisterer på, at ingen skal stå alene. Hvor vi tager hånd om hinanden, og hvor vi investerer i mennesker – ikke kun i mursten og måltal.
Det er ikke altid nemt. Men det er det rigtige.
Så tak fordi I er her i dag. Fordi I engagerer jer. Fordi I siger fra – og til. Det betyder noget.
Glædelig 1. maj
Martin Sikær
Borgmesterkandidat
