I dag holdt jeg 1. maj tale i Bygningen til Morgenmøde i Socialdemokratiet Vejle Kommune. Talen kan læses her:
Det er altid med stor ærefrygt jeg indtager talerstolen 1. maj.
Den er bestemt ikke blevet mindre af, at både Lasse og Lene i deres taler i den grad havde noget på hjertet.
I det hele taget er 1. maj dagen, hvor nogle af de største taler jeg har hørt og de taler, der har præget mig mest, er blevet leveret.
Jeg ved med sikkerhed, at der bliver holdt større taler end min, og for et større publikum, men jeg vil gøre mig umage for at fortjene jeres opmærksomhed.
For mig er 1. maj en festdag, hvor vi fejrer de mange sejrer vores ligesindede har taget hjem. Sejrer, der har skabt det velfærdssamfund, vi kender i dag.
Der er bestemt stadig kampe der skal kæmpes, men lad os gøre det de 364 andre dage om året. I dag er en festdag.
Hovedtemaet i min tale vil være de 3 F’er. Frie – Forpligtende – Fællesskaber.
Jeg er 100% sikker i troen på, at det er fællesskaberne, der skal bringe os frem til en verden med større lighed, mere fredelig sameksistens og med en mere klimavenlig dagligdag.
Men jeg tror på, at vi er nødt til at nytænke måden og de sammenhænge, hvor de frie forpligtende fællesskaber skabes og styrkes.
For lad os være ærlige. Det er bestemt ikke blevet nemmere at skaffe nye medlemmer til hverken de politiske partier eller til fagforeningerne. Jeg er overbevist om, at det ikke er fordi danskerne har mistet troen på hverken demokratiet eller på, at faglige fællesskaber gør stærk.
Men det kan godt virke lidt som om. at begge dele desværre bliver taget for givet. Det er pivfarligt, men det er endnu farligere, hvis vi blot konstaterer, at det er sådan det er.
Fagbevægelsen er i gang med at gøre organisationen mere tidssvarende, men der er stadig plads til forbedringer.
Man skal dog være varsom med pege fingre af andre, når udfordringerne er større hos en selv. Og vi er udfordret på medlemstallet i Socialdemokratiet i Vejle.
Medlemstallet er i dag tættere på 500 end på 1000. Det er egentlig ikke fordi selve opbakningen til sagen er vigende. Faktisk havde vi så sent som i november 2021 et rigtig godt kommunalvalg, med over 18.000 stemmer.
Så potentialet er der. Der er ligesindede nok at tage af. Vi skal bare have knækket koden til, at det atter bliver interessant at blive medlem af et parti.
Jeg skriver “bare have knækket koden”, og jeg mener bare. For alt hvad det kræver er, at borgerne kan se meningen med at melde sig ind. Men så stopper “bare” også.
For alt for få kan se meningen med at betale det årlige kontingent.
Det kan der være mange grunde til, men der er ingen tvivl om at vi lokalpolitikere bærer en væsentlig del af skylden. Vi har ikke været inddragende nok igennem en lang årrække.
Det skyldes helt sikkert ikke manglende lyst. Det skyldes heller ikke manglende engagement. Men jeg tror det skyldes, at vi er blevet fanget i gamle traditioner og låste strukturer.
Der er simpelthen blevet for langt mellem de velmenende taler og beretninger ved bestyrelsesmøder og generalforsamlinger til de aktuelle dagsordener i hverdagen.
Jeg står oftere og oftere i den situation, at jeg ikke er 100% sikker på hvilken retning medlemmerne ønsker den socialdemokratiske gruppe skal gå. For der er bestemt ikke ideologi i alt.
Vi skal have fundet frem til nye måder at samles på. Nye måder, der kan skabe de nye fællesskaber, hvor den demokratiske diskussion kan finde sted. Nye måder, hvor man kan give sin mening til kende i den aktuelle dagsorden. Nye måder, hvor det enkelte medlem kan føle sig set, hørt og som en del af et frit forpligtende fællesskab.
Det har vi alle et stort behov for. Det har jeg bestemt også som folkevalgt. Heldigvis er der stadigvæk en stor lyst til at mødes og føle fællesskabet.
I Vejle har vi mærket det ved de store fællessangs-arrangementer i DGI Huset.
Vi mærker det hver gang vores håndboldlandsholdsspiller de store slutrunder, og vi mærkede det ikke mindst under sidste sommers EM slutrunde i fodbold.
Når der er en fælles sag, og sagen er klart defineret, kan vi sagtens mødes og bakke op.
Og vi har en fælles sag, men vi mangler i nogen grad at få skabt en fælles forståelse for, hvordan vi når i mål.
Frie – Forpligtende – Fællesskaber handler i høj grad også om rummelighed. At give plads til og at kunne glædes over andres sejrer og succeser. Her er der bestemt også plads til forbedringer.
Som folkevalgt til byrådet i Vejle, er jeg naturligvis valgt til at varetage borgerne i Vejle Kommunes interesser. Sådan må det være.
Men er det altid i borgernes interesse at tage alle stikkene hjem til kommunen, hvis det sker på bekostning af det fællesskab, der også skal være kommunerne imellem. Det mener jeg bestemt ikke.
Vejle kommune ligger i smørhullet i Danmark. Geografien og naturen er enestående, og der er et kæmpe udbud af virksomheder og arbejdspladser. Men der er et område, hvor vi halter efter. De lange videregående uddannelser. Der er enkelte muligheder i både Kolding, Fredericia og Horsens, og da også lidt i Vejle. Men der er langt fra muligheder nok. Det kan og skal vi have gjort noget ved.
For godt et års tid siden, opstod der pludselig og højest overraskende en mulighed for at etablerer et IT-Universitet i Vejle. I første omgang var det det private “IT-universitetet”, der bød sig til. Men efter kort tid kom SDU (Syddansk Universitet) på banen med et tilbud, der ud over et IT-Universitet, også indeholdt diverse ingeniøruddannelser.
Umiddelbart en fantastisk udvikling set med Vejle-øjne, men også en udvikling, der i den grad fik både Horsens og Kolding på barrikaderne.
Da de i forvejen har uddannelser af netop denne type og karakter, følte de sig naturligt nok truede
Det var aldrig meningen at træde nogen over tæerne, men forarbejdet fra vores kommune var desværre ikke udført efter hensigten.
Nabokommunerne skulle naturligvis have været taget med på råd. Uddannelsesinstitutionerne i de respektive kommuner i vores område skal understøtte og ikke bekæmpe hinanden. Dårligt forarbejde gør, at skaden er sket. Den indbyrdes kamp kommunerne imellem er allerede i gang.
Den kamp skal stoppes, hvis ikke de studerende i vores område skal blive taberne.
Mandag tog jeg derfor sammen med Morten Skovlund til København for at mødes med Forsknings- og Uddannelsesminister Jesper Petersen. Vores allestedsværende folketingsmedlem Birgitte Vind spillede naturligvis også her en central rolle. Med i tasken havde vi et forslag om, at vi i Vejle tilpassede Universitets-planerne en smule.
Vi fik ingen garantier med hjem fra mødet. Men vi fik ros for vores oprigtige forsøg på at tænke i lidt større fællesskaber end blot en kommunegrænse. Vi lovede at få talt konflikten med nabokommunerne ned.
Når vi i mål med det, lå det lidt mellem linjerne, at der kan komme yderligere Universitets-pladser til vores område.
Helt konkret foreslog vi, at vi i første omgang gik efter den oprindelige plan om et IT-universitet i Vejle. Så er vi ligesom i gang.
Skulle SDU så på et senere tidspunkt ønske yderligere studie-udbud i vores kommune, er vi naturligvis klar til at løse den opgave. Men det skal altså ske med respekt for vores nabokommuner. Vi kan meget i Vejle, men i fællesskab med naboerne når vi meget længere.
Derfor går turen i den nærmeste fremtid mod Horsens, hvor vi har sat borgmester Peter Sørensen og Folketingets formand Henrik Dam Christensen stævne. Jeg er sikker på, at vi på det møde atter finder en fælles retning og en god indbyrdes forståelse.
Jeg vil slutte min lille tale her. Der skal også være emner og opmærksomhed tilbage til både Birgitte og Albert.
Tak for jeres opmærksomhed.
Tak for det Frie – Forpligtende – Fællesskab. Som dog skal udbygges!
Rigtig god 1. maj
